Tjener fedt på dårligt skolesystem

Bundkarakterer til både lærere og elever i USA har lagt fundamentet til et blomstrende privat undervisningsmarked

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med en aggressiv marketingsstrategi, der ville gøre flere hamburger-kæder flove, lancerer private virksomheder sig nu i tv-reklamer og ugeblade som redningen for de børn, der er blevet tabt på gulvet af de offentlige amerikanske skoler.

Og markedet ser nærmest ud til at være umætteligt. Dårlige undervisningsplaner, store klassekvotienter og mangel på specialiseret hjælp bidrog til, at et af de største private undervisningsfirmaer, Sylvan Learning Systems, sidste år kunne melde om en indtjening på over 157 millioner dollars, næsten en milliard kroner. Størstedelen af indtægterne kom fra salg af produkterne læsehjælp og ekstrahjælp i matematik.

Sylvan er kun et i en skov af firmaer, der har opdaget, at der er en formue at hente på manglerne i det amerikanske skolesystem. Frustrerede forældre betaler gladeligt op til 250 kroner i timen for at lade deres børn blive trænet i grundlæggende færdigheder som læsning og skrivning. For denne pæne timebetaling lader Sylvan børnene teste, så deres specifikke vanskeligheder bliver identificeret, og så er det ellers i gang med terperiet.

Ud over privat hjælp til 100.000 amerikanske børn og unge sidste år samarbejder Sylvan ligeledes med skoler rundt omkring i staterne. Seks offentlige skoler i Baltimore har købt Sylvans ydelser, og eleverne bruger her frikvarterer og eftermiddagen på at lære de ting, klasseundervisningen ikke har formået at bibringe dem.

- Vi er et supplement til undervisningen, siger Vicki Glaser fra Sylvan Learning Systems, som forsikrer:

- Vi er ikke i gang med at overtage skolerne som sådan.

Det er især store sociale problemer og sprogvanskelighederne blandt de mange indvandrerbørn, der har forårsaget, at skolerne har set sig nødsaget til at søge hjælp hos de private. Og ofte har de vist sig mere effektive og har givet bedre eksamensresultater for eleverne, end skolernes egne undervisningplaner og ekstrahjælp har kunnet levere.

Det er dog ikke udelukkende svage børn, der er kunder hos Sylvan. Forældre til højt begavede elever hyrer de private instruktører til at lade deres børn få et ekstra forspring i konkurrencen om pladserne på landets bedste gymnasier og universiteter.

I visse stater har lokale skolebestyrelser rent faktisk overladt både undervisningen og administrationen til private virksomheder. Og det er ikke altid gået stille af. I Hartford, Connecticut, måtte man afbryde kontrakten med et privat firma, efter at virksomheden havde fremlagt et uacceptabelt budget. Og i skolekredse udtrykkes der stor bekymring for, at firmaerne på længere sigt vil underminere skolesystemet endnu mere, end det i forvejen er.

- Hvis skolebestyrelsen er bestyrelsen i en privat virksomhed, betyder det, at der bliver tænkt i profitbaner. Der vil være større tilbøjelighed til at lukke en skole, der ikke går godt, siger Gary Marx fra American Association of School Administrators.

Lærernes organisationer er traditionelt varsomme med at mene noget, men i dette tilfælde kritiseres de private i usædvanligt skarpe vendinger af National Education Association. Blandt andet fordi overskuddet fra undervisningen ikke går tilbage til skolerne, men i virksomheders og aktionærers lommer.

- Der findes skoler, der ganske enkelt ikke kan betale for ekstrahjælp. De bliver ladt i stikken, siger Melinda Anderson fra National Education Association og fortsætter:

- I Baltimore har Sylvan ansat folk uden en læreruddannelse. Vi har ingen garanti for, at børnene får den viden og den pædagogiske behandling, de har krav på.

Mens de amerikanske skolefolk sidder med rynkede bryn, er undervisningsvirksomhederne på vej til tops på USA's børser. På Wall Street afholdtes for nylig et møde for interesserede investorer, der beskrev de enorme muligheder for profit på læsehjælpsområdet. I sommer opkøbte Sylvan Learning Systems 'National Education Corp.' for 750 millioner dollars. Fusionen skal hjælpe med til at styrke Sylvans position på det voksende postordremarked for børns uddannelse.

Lisbet Larsen er freelancejournalist