Lærerforeningen er gammeldags, siger BUPL

Institutionspædagogernes fagforening kritiserer DLF for at være for defensiv, men ønsker samarbejde om indskoling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerforenings udspil om indskoling er 'gammeldags' og mangler 'visioner'. Lærerfaget 'føler tab af tidligere tiders prestige og respekt og reagerer med traditionelle fagforeningsstrategier . . .'

Næstformanden i BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, Klaus Willmann, har i sommerens løb været ude med riven og kritiseret DLF's hovedstyrelse for at tænke for traditionelt, når det gælder udspillet om samarbejdet med pædagogerne omkring indskolingen.

I interview og indlæg i BUPL's fagblad, Børn og Unge, i dagbladet Information og i Norsk Førskolelærerblad har han nævnt Danmarks Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd som eksempler på organisationer, der gennemlever en udvikling, som BUPL for længst har lagt bag sig. BUPL havde holdninger, som medførte, at pædagoger i mange år var en forhadt faggruppe, som først på det seneste har formået at skabe respekt om deres fag, mener han. De andre faggrupper skal lære 'at gå på to ben', på samme måde som institutionspædagogernes organisation gør det.

Folkeskolen har spurgt Klaus Willmann, hvad formålet er med kritikken:

Du langer ud efter sygeplejerskerne og lærernes organisationer og kritiserer blandt andet lærerne for at tale for meget om U-F- og Ø-tider og for lidt om børn, omsorg og læring. Hvad vil du med den kritik?

- Det handler ikke om at kritisere noget som helst! Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Danmarks Lærerforening og sygeplejerskerne skal eller ikke skal. Mit motiv er at få begyndt den helt nødvendige diskussion om, hvordan organisationer som vores skal udvikle vores faglige strategier. Men jeg er først og fremmest selvkritisk over for BUPL og de erfaringer, vi har gjort gennem de sidste 20-25 år, svarer Klaus Willmann.

I perioder fik BUPL meget ud af at have en meget militant facon. Men hvis man er meget optaget af en klassisk strategi, vil det ikke give faglige resultater. Fagforeningen skal fremstå som en legitim og troværdig repræsentant for faget, mere end for medlemmerne, mener han.

Mener du, at Danmarks Lærerforening og Dansk Sygeplejeråd hænger fast i en klassisk fagforeningsstrategi?

Lærerne gennemgår i øjeblikket en proces, som BUPL var igennem, dengang vi var fagbevægelsens 'enfant terrible'. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad Danmarks Lærerforening burde gøre eller ikke gøre. Men der kan være en sammenhæng mellem lærerfagets prestigetab og den store fokusering på lærernes ansættelsesmæssige forhold. Brugerne af folkeskolen er mere interesserede i at diskutere undervisning end lærernes arbejdstidsregler. Det interessante er at få skabt nogle bæredygtige strategier, der kan sikre, at organisationerne får maksimal indflydelse på de politiske beslutninger inden for deres område, samtidig med at de varetager deres medlemmers interesser på en værdig måde, siger Klaus Willmann, som mener, at fagbevægelsens historiske rolle er ved at forsvinde. Den indflydelse, fagforeningerne skal have i dag, kan de kun få i kraft af argumenternes styrke.

Hvad er det for visioner, du efterlyser i udspillet fra DLF's hovedstyrelse om indskolingen?

- BUPL's hovedbestyrelse er optaget af at få et samarbejde med DLF, som bliver dybere og mere omfattende omkring indskolingen: Hvordan får vi gjort overgangen mellem børnehave-børnehaveklasse-1.klasse så god som muligt? Hvordan får vi skabt en ordentlig sammenhæng mellem skolefritidsordningen og skolen? Hvordan får vi optimeret samarbejdet på den enkelte skole mellem lærere og pædagoger? DLF's udspil handler for meget om at hegne undervisningen ind, om at holde fast i stedet for at udvikle og forny.

Hvad sigter du mere præcist til?

Vi synes, at udspillet fra DLF er for restriktivt i forhold til at kunne lave samarbejdsprojekter mellem børnehaveklasse, SFO, 1. og 2. klasse. Mange af de pædagoger, der er ansat ved skolen, primært i SFO, burde tænkes mere ind som en ressource i skolen og ikke kun som nogle, der fungerer uden for skoletiden.

I vil have pædagogerne ind i undervisningen?

- Ja. Vi har svært ved at forstå, at en børnehaveklasseleder, der er pædagog, kan undervise i børnehaveklasse, 1. og 2. klasse, mens en hvilken som helst anden pædagog ikke kan tænkes ind i nogle forløb. Men jeg vil godt afkræfte 200 procent, at BUPL og pædagogerne skulle have ønsker om at erstatte lærere nogen som helst steder. Var dét motivet, havde pædagogerne vel søgt ind på lærerseminarierne. Det handler om at kigge på, hvordan man kan få forbedret samarbejdet omkring børn både i og uden for undervisningen. For eksempel i form af fælles forældresamarbejde og andre samarbejdsformer, der retter sig ud mod nærmiljøet. Set i det lys er DLF lidt for visionsløs, siger Klaus Willmann.

Han mener, at det kunne være spændende, hvis DLF og BUPL i fællesskab tog føringen.

- Det er jo os, der har forstand på dét med børn! Hvorfor skaber vi ikke nogle visioner sammen for, hvordan vi kan gøre dét bedre, som så mange kritiserer os for? Det handler om at have offensive strategier i stedet for hele tiden at være dem, der reagerer på de andres forslag.

Annette Wiborg er freelancejournalist.