Debat

Som en tyv om natten

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er man tjenestemand, skal man blot ulejlige sig ind på Finansministeriets hjemmeside for at få bekræftet, hvor eksemplarisk lusket man på fire linier kan forringe førtidspensionen for hundrede tusinder af tjenestemænd.

Dog har ingen endnu rigtig hæftet sig ved, at der er udsigt til, at førtidspensionsvilkårene for tjenestemænd med den efterhånden temmeligt tvivlsomme 'Finanslovsaftale' mellem regeringen og VCQM groft forringes.

De fire upåagtede linier står på side fire i aftalen under overskriften 'Tjenestemænd':

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

'Gennem en opsigelse af aftalen om det lille førtidspensionsfradrag sidestilles statstjenestemænd i højere grad med andre grupper for så vidt angår efterløn/pension. Parterne forventer, at kommuner og amter i forlængelse heraf også opsiger tilsvarende aftaler på deres område.'

Hvad betyder det så? Jo, ved indgåelse af aftalen om efterløn (1978) aftaltes det såkaldte 'lille førtidspensionsfradrag' på en halv procent per år før det 67. år. Går man af, for eksempel når man er 60 år, så fradrages en halv procent per år i pension op til pensionsalderen på 67 år, i alt tre en halv procent. Det er til at overse.

Nu er der udsigt til helt andre førtidspensionsfradrag per år før det 67. år. Man kan regne sig frem til et tab på 20.000 kroner årligt ved førtidspension som 60-årig. Og et tab på 11.000 kroner årligt ved førtidspension som 63-årig. Altså op til et tab på 20 procent i alt i forhold til nu.

Det er simpelthen skændigt.

Tjenestemænd har som regel psykisk belastende job. Det ser vi af arbejdsmiljøundersøgelsen (CASA) af FTF-grupperne (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd).

Nedslidtheden hos lærere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, politibetjente med flere fremgår af omfanget af FTF'ere, som ønsker at træde af som 60-årige. Pludselig slår belastningen igennem efter en række gode, men også hårde arbejdsår. Og med god samvittighed går man på efterløn som alle andre.

Statsministeren kan godt lefle for specialarbejderne og Kvindeligt Arbejderforbund med budskabet om, at aftalen netop er indgået, for at der skal være noget til dem, når de som 60-årige, fysisk nedslidte, ønsker at gå på efterløn.

Med store helsides hvidvaskannoncer af aftalen i aviserne. Den dårlige samvittighed skriger til himmelen.

Realiteten er, at alle vi, der efter et arbejdsliv i psykisk belastende job i det offentlige med rimelighed - ikke for at score kassen -ønsker at træde ud af nummer som eksempelvis 60-årige, nu skal betale prisen, for at andre ligestillede fysisk nedslidte i LO-job kan gå af på efterløn. En efterløn, som efter deres eget skøn er så forringet, at Nyrup berettiget beskyldes for løftebrud og drages til ansvar for at have faldet arbejdstagerne 'en bloc' i ryggen. Hånd i hånd med Venstre.

Det er en bombe under den nuværende aftalemodel.

Som tjenestemand forventer man, at FTF, CO2, KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), og hvor tjenestemændene nu organiseres, snarest reagerer skarpt og afvisende. For vi skal tilsyneladende køres over forfra og bagfra.

Jan Maslak

medlem af Københavns Lærerforenings bestyrelse