Debat

Det skotske uhyre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Først var der Loch Ness. I årtier frygtet, senere en indbringende turistattraktion. I dag tror ingen på de gamle skrækhistorier om monsteret.

Men så opstod et andet fra en uventet kant. Skotterne er kendt for deres spareevner. I det skotske ministerium (The Scottish Office) har man ikke en afdeling for uddannelse og en anden afdeling for industri, næh man har skam slået dem sammen til én afdeling for uddannelse og industri.

Det er smart, for her har der vist sig en fantastisk mulighed for transfer: De værktøjer, der anvendes i industrien til kvalitetssikring og styring, fastlæggelse af normer og standarder, evalueringsmetoder med mere, har man her overført til undervisningssektoren. De metoder, der anvendes til kvalitetshøjnelse i koncerner, der fremstiller homogeniseret mælk og galvaniserede møtrikker, kopieres til skolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Departementet har i 1996 produceret et skrift på 85 sider, hvis titel er: 'Hvor god er vores skole? Selv-evaluering gennem brug af præstations-indikatorer'.

Skriftet er det rene guf for alle, lige fra den menige lærer til undervisningsministeren, der ønsker at måle kvaliteten i undervisningen. Struktureret på en måde, der bringer mindelser frem om en for længst forladt 60'er-lærebogstype, beregnet til effektive selvstudier, den 'programmerede undervisning'. Trinvis og på et niveau, der svarer til logik for burhøns, føres læseren gennem skriftet: 'Step 1: How are we doing?' . . . 'Step 2: How do we know?' . . . 'Step 3: What are we going to do now?' . . . 'Now for the next step' . . .

Således kan enhver nemt belyse syv nøgleområder af skolens arbejde: 1) læseplanen, 2) opnåelsen af færdigheder, 3) læring og indlæring, 4) support af elever, 5) praksis vaner/kultur, 6) ressourcer, 7) styrelse, lederskab og kvalitetssikring. Bare slå op! Du kan måle alt!

Lyder det bekendt?

Loch Ness var single og holdt sig i den smukke sø. Men den skotske evalueringsplage har åbenbart bredt sig som en virus til Danmark (og Gud ved hvor ellers?).

I Danmark fik vi i treenighed folkeskolens '8 bud', skoler med varedeklaration, Undervisningsministeriets 'koncernledelse' samt snart et nationalt evalueringsinstitut.

Overskriften - og målet - for det hele er 'kvalitetssikring'. Jamen for pokker: Har vi lærere ikke alle villet det hele tiden? Hvorfor hører jeg så næsten ingen pædagogiske argumenter i debtatten? Kun 'hvis ikke vi gør som naboskolen, mister vi kunder i butikken eller sakker bagud'. Lederne bruger frygt-argumenter som begrundelse for masseevalueringen.

Forarmelsen breder sig.

Per Tværgård

København