Sympati for lærerne

Reklamebureau vil bringe lærerne i offensiven ved at informere om deres arbejde

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere udfører en af de vigtigste opgaver i samfundet, og de gør det godt. Men hvordan bærer en lærer sig egentlig ad med at undervise eleverne, så de lærer noget?

Et af landets største reklamebureauer har påtaget sig opgaven med at give danskerne en større forståelse for lærernes arbejde. Det skal ske ved at informere borgere, politikere og ikke mindst pressen. Der bliver således tale om langt mere end en annoncekampagne.

- Annoncerne kommer kun til at udgøre en brøkdel af vores samlede indsats. Der venter os en stor opgave i forhold til pressen, siger sektionschef Daniel Hofmann fra Grey København, der har velkendte navne som SAS, Tele Danmark, Matas og nu også Danmarks Lærerforening blandt sine kunder.

- Vi har en meget kritisk presse, så vi kan ikke styre den. Men vi kan påvirke den med informationer, og vi kan forberede os på at besvare kritik af kampagnen, og så har vi en debat, hvor lærerne spiller aktivt med, siger Daniel Hofmann.

I sidste uge skrev Jyllands-Posten på forsiden, at danske unge får topkarakterer i en ny rapport fra OECD. De unge danskere roses blandt andet for at være selvstændige, modne og velformulerede.

- Det er ærgerligt, at avisen ikke fremhævede folkeskolen, for det er her, fundamentet for OECD's ros er skabt. Det er et eksempel på det, vi skal fortælle, så lærerne ikke altid er i defensiven, når de optræder i medierne. Vi vil bringe dem i offensiven, siger Daniel Hofmann.

En samfundsopgave

Når kampagnen er ovre, skal endnu flere danskere gerne være stolte af folkeskolen, fordi lærerne udfører et godt arbejde.

- DLF kan ikke købe sig til ændrede holdninger i befolkningen, det enkelte menneske skaber selv sine meninger. Men vi kan hjælpe folk på vej med informationer, siger Daniel Hofmann.

I sidste ende er det politikerne, DLF vil påvirke, og det gør man bedst gennem deres vælgere, mener Hofmann.

- Hvis kampagnen kan skabe større sympati for lærernes arbejde, vil det være afgørende for, hvordan politikerne tænker og handler, siger han. Selv om DLF har et politisk mål med kampagnen, var han ikke i tvivl om, at Grey København skulle påtage sig opgaven.

- Folkeskolen er en af landets vigtigste institutioner, så frem for at vi arbejder for en fagpolitisk organisation, ser vi det som vores rolle, at vi er med til at planlægge en stor indsats for lærerne. Lærerne har en samfundsopgave, siger han.

- Samtidig opfylder opgaven vores kriterier for, at en reklamekampagne skal være både nyskabende, begavet og effektiv. Med andre ord skal kampagnen udformes så kreativt, at den trænger gennem mediestøjen. Den skal være funderet på en god strategi, og den skal opfylde den målsætning, vi har udarbejdet sammen med kunden, siger Daniel Hofmann, der ikke vil nærmere ind på, hvordan annoncer og slogans kommer til at se ud. Det ville tage brodden af kampagnen, længe inden den er søsat.

stan