De overordnede mål, som folkeskoleloven sætter, stiller krav om lokale beslutninger, for at dens intentioner skal kunne gennemføres i praksis. Kommunen og skolen skal hver for sig og sammen påtage sig deres ansvar og få truffet de nødvendige beslutninger, så opgaverne i skolen bliver defineret klart og tydeligt, så det bliver overskueligt, sjovere og lettere at være lærer.

'Folkeskolen år 2000' kan og skal give grundlaget for disse beslutninger og denne afklaring.

Kommunerne og skolerne er i et beslutningsmæssigt underskud vedrørende gennemførelse af folkeskoleloven, og det er en urimelig belastning af lærerne, som dermed kommer til at føle opgaven uoverskuelig og uoverkommelig, hvilket ifølge alle undersøgelser om psykisk arbejdsmiljø er en af de hårdeste jobbelastninger.

Eksempel:

I paragraf fem står der, at der skal foregå en vekselvirkning mellem fagdelt undervisning og undervisning i tværgående emner og problemstillinger. Vekselvirkning - hvad vil det sige? Hvad står der i bemærkningerne til loven om det? Hvad står der i 'Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder' om det? Ingenting! Ordet vekselvirkning er ikke defineret nogen steder i de centrale bestemmelser, og fortolkningen er hidtil i overvejende grad lagt ud til de enkelte lærere og team. Det er ikke rimeligt. De kan og skal ikke magte at håndtere så store og overordnede principielle beslutninger selv. De skal træffes af fællesskabet - kommunen eller skolen. Linierne - hvad betyder det hos os? - skal lægges på kommunalt niveau eller på skoleniveau.

Dette afklaringsunderskud gælder ikke blot paragraf fem, men også de andre 'nye udfordringer' i den efterhånden aldrende lov. For eksempel undervisningsdifferentiering byggende på målfastsættelse og løbende evaluering for det enkelte barn eller gruppe af børn. Hvad betyder det hos os?

Hvordan vil vi prioritere dette arbejde?

Der hvor udgangspunkt i det enkelte barn og elevmedbestemmelse først og fremmest giver mening, er i den 'halvdel' af paragraf fem, som beskriver den helhedsorienterede del af undervisningen.

Helhedsorienteret eller projektorienteret undervisning kan ikke gennemføres ordentligt, medmindre der laves målfastsættelse og løbende evaluering for det enkelte barn eller for gruppen.

Der skal i samarbejde mellem lærere og elever laves en arbejdsplan for projektets forløb. Denne arbejdsplan skal naturligvis beskrive, hvad det er, eleven vil arbejde med, hvad der er målet med arbejdet, og hvordan eleven vil nå hen i retning af målet. Det er målfastsættelse!

Når arbejdet foregår, er det blandt andet lærerens opgave at følge med i, hvordan eleverne arbejder, herunder at drøfte med eleven/gruppen, hvordan arbejdet skrider frem i forhold til arbejdsplanen. Måske skal arbejdsplanen justeres i forhold til den oprindelige. Det er løbende evaluering!

Vi skal som enkeltlærere og i lærerteam i det daglige arbejde kunne forholde os og måle vores undervisning i forhold til helt konkrete lokale formuleringer, som giver mening i forhold til den måde, skolen har valgt at organisere undervisningen på, og i forhold til det ressourceniveau, som er besluttet. Denne afklaring, definering af opgaven, mangler de fleste steder.

På den baggrund konstaterer jeg, at folkeskolen er i et beslutningsmæssigt underskud.

Lærernes og skolernes image, prestige og anseelse skal styrkes, og det skal være let og overskueligt at gennemføre intentionerne i loven.

Mit krav til det lokale arbejde med F-2000 er, at det skal kunne skabe den nødvendige afklaring af opgaven og prioritering af arbejdet med gennemførelse af folkeskoleloven. Det skal give grundlaget for at få truffet de nødvendige lokale beslutninger om, hvad de overordnede temaer i loven betyder hos os.

På kommunalt plan har man initiativpligten vedrørende iværksættelse af F-2000. Det er, som der står i indledningen, den lokale kreds og kommunen, der sammen skal beslutte, hvordan arbejdet med F-2000 skal forløbe i kommunen.