Debat

Ikke fri fantasi

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 48 forsøger Jan Trojaborg at korrekse mig angående decentral løntillæg for det merarbejde, vi skal udføre for dette tillæg. Som menigt medlem må jeg gå ud fra, at de oplysninger, som vores formand i Københavns Lærerforening (KLF) udmelder gennem vores fagblad 'Københavns Kommuneskole' (KK), må være i overensstemmelse med fakta. I KK nummer 14 står der under formandens skriftlige beretning punkt 1 B 'Status over decentral løn' (side 12): '. . . Med virkning fra 1.8.98 ydes et funktionsbestemt tillæg på 2.500 kr. i årligt grundbeløb (p.t. 283,92 kr. pr. måned) til børnehaveklasseledere, som følge af de øgede forpligtelser i henhold til folkeskolelovens § 11, som børnehaveklasseledere pålægges i forbindelse med udarbejdelse af aktivitetsplaner samt for samarbejde med børnehaver og fritidshjem . . .' Hvilket jeg synes er i modstrid med hans udtalelse i Folkeskolen nummer 48. Samtidig er det mit indtryk, at udmeldingerne blandt bestyrelsesmedlemmerne i KLF omkring dette emne ikke harmonerer med hinanden ifølge vores seneste medlemsblad KK.

En stor del af de ord, jeg benyttede i min beskrivelse af arbejdet med aktivitetsplanen, var hentet direkte ud fra denne samt de opgaver, vi skal udføre, og er ikke fri fantasi fra min side. Samtidig er det glædeligt, at vi skal have bistand fra skolelederen, hvilket ikke er beskrevet i aktivitetsplanen, så står vi ikke alene med ansvaret.

Min hensigt med mit indlæg i Folkeskolen nummer 47 var ikke at komme i dialog med min formand (KLF), men synliggøre, hvad nye lønformer også kan indebære. Derfor vil jeg afslutte min andel af denne debat ved at tilkendegive en tilfredshed med foreningens øvrige arbejde for os børnehaveklasseledere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Anette Hedenquist

børnehaveklasseleder

København

Redaktionen betragter debatten mellem Jan Trojaborg og Anette Hedenquist for afsluttet.