Behov for etiske målsætninger

Kvalitet i arbejdet kræver kvalitet i arbejdslivet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere og andre offentligt ansatte skal skrue bissen mere på. De skal holde fast i, at diskussionen om kvalitet i de offentlige ydelser også kræver målsætninger.

-Økonomer har det med at tale om produktivitet, men hvilken effekt der kommer ud af det, kan kun afgøres, hvis man politiserer diskussionen om, hvilke mål og kvalitetskriterier vi skal have. Disse kvalitetskriterier er og bliver en politisk diskussion. Og jeg anbefaler, at vi går kraftigere til den, sagde formanden for DLF's pædagogiske udvalg, Jørgen Stampe, på Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråds repræsentantskabsmøde fredag i sidste uge.

I regeringens budgetredegørelse for 1998 fremhæves folkeskole- og sygehusområdet som eksempler på, at det er muligt at udvide produktionen uden at øge omkostningerne. Det skal ske ved, at alle institutioner lever op til samme niveau som de institutioner, der leverer flest produkter for de samme penge. Men budgetredegørelsens konklusioner er udelukkende baseret på omkostningsniveau og ressourceforbrug. Kvaliteten i og konsekvenserne af den øgede produktivitet vurderes slet ikke.

- Kvalitet i arbejdet kræver kvalitet i arbejdslivet. Men der er klart et skift nu, hvor den offentlige arbejdsgiver faktisk ikke har nogen visioner mere om at være en god arbejdsgiver.

- Hvis de ikke ønsker diskussioner om at være politiske og om at være gode arbejdsgivere, må vi tage dem på deres eget sprog og spørge dem, hvordan de har tænkt sig at rekruttere og fastholde arbejdskraft, sagde Jørgen Stampe.

Mette Staal er freelancejournalist