Den unge lærer: 'Jeg står meget tydeligt frem som menneske, så de (eleverne) kan forholde sig til mig'. (Politiken 15. november 1998).

Politikens leder samme dag: 'Vi har i Danmark en lang og fin tradition for at betragte børn som børn og ikke som små, uudviklede voksne. Og når det trods alle attentatforsøg udefra går så rimelig godt med folkeskolen, som det jo faktisk gør, så skyldes det en bestemt person, den danske skolelærer, som er dybt forankret i denne tradition'.

Den erfarne lærer i dette nummer af Folkeskolen: 'Måske bliver det den allervigtigste opgave for folkeskolens ledere frem mod år 2000: At støtte læreren og gruppen af lærere i at turde udvise mod - i ord som i handling'.

Journalist Erik Meier Carlsen i Folkeskolen nummer 47: 'Derfor burde vi kunne følge de sidste års succes op og modernisere vores vigtigste organisationer og institutioner. Derfor skal både lærere og skolen se kritisk på deres eksisterende organisationsformer'.

Fire dugfriske, forskellige udsagn i en forvirret skoletid, eller er der sammenhæng, så det kan bruges konstruktivt?

Der er den yngre lærer, den lange, gode danske skoletradition, den erfarne lærer og de nye udfordringer inde- og udefra.

I Danmark er der en tilbøjelighed til ikke at ville afgive hårdt tilkæmpede privilegier. Men hvem siger, at noget, der var godt for ti år siden, stadig er det. I et samfund, hvor magtstrukturer og beslutningsprocesser er under stadig forandring, stilles der nye krav til den enkelte på et helt andet grundlag end tidligere med alle de positive muligheder, det indebærer for selvstændig stillingtagen og udvikling.

Det enkelte menneske får større og større mulighed for at træde i karakter, og er man ikke glad for sig selv som person, er det sværere for eksempel at være en god lærer.

Der har aldrig før været så store muligheder som nu for at være uafhængig og individuel og samtidig kunne fungere i en sammenhæng, hvor der gives plads til respekt for det enkelte menneske.

Der er større chancer for at vælge på langt flere hylder end tidligere, sortere hurtigt og smide væk for samtidig at udvikle sig og komme videre. Derfor ser man den unge lærer være stolt over først og fremmest sig selv som menneske, der går ud og møder de nye udfordringer uden ønske om at få en bestemt facitliste stukket i hånden.

Mødet mellem den gode danske skoletradition og virkeligheden har en chance for at udvikle et frugtbart samarbejde, der kan give afkast både til eleverne og til fremtiden. Det kræver åbenhed og et opgør med mange indgroede vaner og forestillinger. Der er gang i en proces, der er med til at skabe en paratvillighed og større afklarethed blandt lærere, der er bevidste om, hvad de vil, og som også tør træde frem og give udtryk for holdninger. Den danske skoletradition og alt, hvad den indeholder af rigtige meninger, er for nem at læne sig op ad og trække frem af skuffen, hver gang skolen er under angreb. Det er sundt hele tiden at holde det nye og udviklingen op mod traditionerne for at se, hvad det er, der holder.

Skolen kan ikke overleve ved at lukke sig om sig selv og har ingen interesse i at stille sig ved siden af udviklingen.

Håbet er ikke ude. Det er derude.

kac

Læs side 26

Det enkelte menneske får større og større mulighed for at træde i karakter