Debat

Et 'dejligt' tillæg

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det lydet så 'dejligt', når man i Folkeskolen nummer 44 og 45 kan læse, at vi som børnehaveklasseledere i København får et tillæg på 289 kroner månedligt (på min lønseddel står der 264,14 kroner) i lighed med klasselærerne for at påtage os et ansvar og for at besidde de nødvendige kvalifikationer. Men i Folkeskolen står der ingen steder skrevet, hvad dette tillæg skal dække af merarbejde. For sådan et merarbejde pålægges vi til gengæld for tillægget.

For et par år siden havde vi en debat igennem vores fagblad 'Københavns Kommuneskole', hvor jeg som børnehaveklasseleder undrede mig over, at vi ikke i lighed med de øvrige klasselærere modtog et klasselærertillæg. Københavns Lærerforening (KLF) lovede dengang at arbejde for sagen. Hvilket de også har gjort per 1. august 1998, men desværre ikke på samme betingelser som for resten af klasselærerne i Københavns kommuneskoler.

Som klasselærer i en børnehaveklasse har vi i lighed med lærerne lavet en årsplan at arbejde ud fra, men Københavns skoleborgmester Per Bregengaard har ambitioner om andet og mere, hvilket har resulteret i en aktivitetsplan for børnehaveklasserne på de skoler, som ikke deltager i bydelsforsøgene. Vi børnehaveklasseledere skal fremover udvikle/nedskrive en aktivitetsplan for 'vores' børnehaveklasse inden midten af maj måned hvert år for de børn, som efterfølgende skal begynde i august måned. Dette skal ske i samråd med deres forældre, således at det enkelte barn kan tilgodeses individuelt (26 børn i år).

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I aktivitetsplanen skal vi lave en kæmperedegørelse/beskrivelse af, hvordan indskolingen forløber på skolen (børnehaveklasse, 1. og 2. klasse). Vi skal uddybe, nedskrive og dokumentere vores pædagogiske overvejelser og intentioner, hvem vi arbejder sammen med (børnehaver, fritidshjem, forældre og lærerne i 1. og 2. klasse), og udrede hvordan, hvilke undervisningsmidler vi benytter os af, konkrete eksempler fra årsplanen (midler, metoder), beskrive og præcisere, hvordan barnet lærer nye færdigheder, leg og indlæring skal eksemplificeres, og den voksnes rolle i denne proces skal synliggøres. Vi skal ind og runde natur/teknik, matematik, sproglig opmærksomhed, værkstedsundervisning og IT-integration (informationsteknologi), og vi må ikke glemme den sociale og følelsesmæssige udvikling, den kropslige og sansemæssige udvikling. Til sidst skal vi evaluere vores egen indsats i beskrivelsen/udførelsen af aktivitetsplanen. Samtidig forventes det, at vi skal være koordinator imellem alle faggrupper i lokalområdet samt forældrene. Det skal bemærkes, at min børnehaveklasse kun er tilknyttet seks forskellige fritidshjem og et uvist antal børnehaver, idet jeg ikke kender rekrutteringen efter sommerferien.

Vores formand, Jan Trojaborg (KLF), erkender, at gennemførelsen af aktivitetsplanen er ressourcekrævende både hvad tid og hvad penge angår. Dette har til dato resulteret i hele to initiativer: 289 kroner per måned før skat samt en temadag (23. november) for børnehaveklasseledere, hvor vi forhåbentlig bliver eksperter på området.

Anette Hedenquist

børnehaveklasseleder

København