I 'Rigets Tilstand' torsdag den 5. november havde vor forening endelig en mediechance for at trække bukserne lidt ned på kritikerne.

At Tine Gregorius' indgang til skolehverdagen matcher Homer Simpsons er ikke overraskende. Her tænkes ikke i viden og sandheder. Det drejer sig om seertal, selvpromovering og 'morsomme' bøvs.

Vort eget hovedstyrelsesmedlem, Jørgen Stampe, fik imidlertid rigtig god mulighed for at sætte en kontant tackling ind. Men kom den? Nix. Overhovedet ikke. Det var ren danseskole og 'vi skal jo også kunne mødes til frokost i næste uge'-flødesnak tilsat lidt overbærende smil, som stensikkert ikke afpejler medlemmernes humør.

Stillet over for det slemmeste sludder fra det mest skolefjerne overdrev gik Stampe fluks i defensiven: 'Jamen, vi arbejder også med det', '. . . i vort ottepunktsprogram står der . . .', '. . . vi synes også, de skal lære at læse og regne' og så videre fra flinkeskolens ufarlige skuffer. Ingen kontant sigen fra, ingen grænser trukket for, hvad lærerne vil finde sig i, ikke et for lægmand forståeligt ord om lærernes daglige arbejdssituation. Tænderskærende nonchalant. På landsdækkende prime-time tv. Du milde himmel.

Jeg så udsendelsen i selskab med fire ikke-skolekyndige. Reaktionen var enstemmig: 'Hvis ham der er leder af jeres fagforening, kan I godt rulle om på ryggen og tage, hvad der kommer. Han er jo et talende vattæppe!'

I studieværtens opredning af 'skoleeksperter', det vil sige foreningsfolk, administrerende direktører, Dansk Arbejdsgiver-repræsentanter, politikere og psykologer, fik Niels Christian Sauer på praktiserende læreres vegne 50 sekunder til at beskrive det virkelige liv. Uden at nogen hverken kunne (eller ville) gendrive det. Heller ikke Stampe eller Homer Gregorius. Kan du huske, hvordan man holder på en hammer, Jørgen?

Kim Krogh

Gentofte Kommunelærerforening

Svar

Det er klart, at kvaliteten skal være i orden i det, vi lærere laver. Også når vi stiller op i et underholdnings-debat-program som 'Rigets Tilstand'. Så jeg er selvfølgelig ked af, at jeg har skuffet nogle af mine kolleger. Men da kvalitetsvurdering altid afhænger af forventninger, mål og evalueringskriterier, vil der uvægerligt gå frustration i den, hvis vi ikke bruger den nødvendige tid på dialog. Blandt andet derfor har vi kaldt DLF's projekt 'Kvalitetsudvikling - i dialog'. Hvis forventningerne var, at jeg, som I skriver, skulle have benyttet lejligheden til at trække bukserne ned på lærerkritikerne og fortælle om lærernes daglige arbejdssituation suppleret med modangreb som, at vi (også) har knalddygtige elever, og flere elever går i vore dage i gymnasiet - ja, så er skuffelserne forståelige.

Vi har i ledelsen af DLF valgt ikke at tale om noget andet, når vore kritikere går løs med de så omtalte læseundersøgelser. Det er faktisk sådan, at læseresultaterne i 3. klasse har været problematiske især med hensyn til den for store spredning. Og det bærer vi i skolen vor del af ansvaret for. Den del tager vi selvfølgelig på os og går i ægte dialog med (alle) andre, som vil være med til at hæve kvaliteten her. Også med Dansk Arbejdsgiverforening. Også selv om deres sidste skrift er alt for ensidigt og forenklende.

Derfor åbnede jeg for det, jeg synes, vi skal samarbejde om. Derfor sagde jeg fra over for Dansk Arbejdsgiverforenings råd om overforenkling af problemerne, som ingen kan bruge til noget andet end at forsøge at placere skyld.

Jeg var mig min rolle som lærernes talsmand bevidst, men underspillede bevidst interessegrupperollen. For jeg ville nemlig selv som seer have reageret ret negativt, hvis for eksempel lægernes repræsentant foreholdt kritik af deres arbejde havde brugt sendetid på at forklare om lægernes vanskelige arbejdsvilkår.

Jørgen Stampe

formand for DLF's pædagogiske udvalg