Vrede forældre boykotter skolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældrene i Hvidovre bør lade deres seksårige børn fortsætte i børnehaven frem for at skrive dem ind i børnehaveklassen. På den måde kan de protestere imod, at skoleugen til næste år skal være på 30 timer.

Opfordringen kommer fra foreningen Vrede Forældre, som opstod, da et markant flertal i Hvidovre Byråd for nylig vedtog at øge timetallet markant i de mindste klasser. En beslutning, der fik lærerne på tre skoler til at nedlægge arbejdet (omtalt i Folkeskolen nummer 42).

- Vi vil have politikerne til at tage modellen af bordet. De kalder den ganske vist for et forsøgs- og udviklingsprojekt, men der har ikke været hverken et forarbejde eller en dialog mellem lærere, pædagoger og os forældre forud for beslutningen. Det hele er hastet igennem for at spare penge, siger Michael Ror, der er formand for Vrede Forældre.

Han håber, det lykkes forældrene at skabe en prop i børnehaverne, så politikerne besinder sig.

- Børn bliver ikke klogere af at få flere timer. De skal have bedre undervisning, og det skal lærere, pædagoger og forældre være med til at udvikle, siger Michael Ror.

stan

Powered by Labrador CMS