Cecilie Eken er en af de nye, unge børnebogsforfattere, som bliver karakteriseret som en forfatter, der digter i sproget. Til forskel fra den 'gamle' generation, der per tradition mere eller mindre bevidsløst bare bruger normalsproget til at aflevere historiens handling og egne holdninger med.

I en alder af blot 28 år har Cecilie Eken allerede skrevet en billedbog og tre ungdomsromaner. Sidste år blev hun hædret med Kulturministeriets Børnebogspris for 'Sikkas Fortælling', en eventyrroman for unge af begge køn.

At digte i sproget - siger den vending Cecilie Eken noget?

- Ja, absolut, meget. Jeg har altid elsket sprog. Siden jeg var barn, har jeg haft det sådan, at der var ord, der ligesom smagte godt i munden. Jeg elskede at få læst rimbøger op. Jeg kan stadig Halfdan Rasmussens børnerim udenad. Det er fantastisk, når sproget synger.

For Cecilie Eken hænger sprog og musik tæt sammen. Hendes mor var sanglærer på musikkonservatoriet i København, og der var meget musik i barndomshjemmet. Syv år gammel skrev Cecilie sine første digte, sat i gang af sin engelsklærer i USA, hvor faren dengang studerede medicin et år ved Harvard University.

Hjemme igen på friskolen i Gentofte, Bosses Skole, opmuntrede hendes dansklærer og hendes mor hende til at fortsætte digteriet. Hun skrev blandt andet eventyr, som hun læste op for sin lillesøster.

Den unge debutant

Cecilie Eken debuterede som 23-årig med 'Troldmandens søn', en udviklingsroman i eventyrform, hvor hovedpersonen følges gennem flere år. To år senere fulgte 'Kongebarnet', en action-agtig historie, 'der er et opgør med den traditionelle forestilling om de gode og de onde', som hun selv siger.

Alle, høj som lav, har gode såvel som onde sider. Personligheden dannes af de valg, man foretager gennem livet, prøver Cecilie Eken at vise i sine romaner.

Og så kom altså sidste år den prisbelønnede 'Sikkasfortælling' om slavepigen Sikka, der overvinder sin egen frygt, sprænger sin offerrolle og frigør sig.

Cecilie Eken vil helst ikke have klistret genrebetegnelsen fantasi på sine romaner. Hun forbinder denne genre med 'noget masseproduceret bras fra Amerika'. Hun skriver eventyr, slet og ret, fastholder hun.

For hende, der fik læst H.C. Andersen op igen og igen af en tålmodig morfar, har den sproglige kvalitet indiskutabel betydning. Man mærker det i hendes tekster, de er gennemarbejdede.

- Jeg læser altid det, jeg har skrevet, højt for mig selv. Og når jeg efter et år eller mere er færdig med romanen, så læser jeg den op for en god veninde. Der sker noget, når man læser højt. En tekst, der ikke kan bære at blive læst højt, mangler efter min mening et eller andet.

Børn har krav på kvalitet

Så jo, sammenfatter Cecilie Eken - uden at sætte sig selv i en generation, så synes hun, at den sproglige side er lige så vigtig som selve historien.

- Børn har krav på, at der bliver fortalt historier for dem i et ordentligt sprog. For meget både dansk og oversat børnelitteratur bærer præg af, at forfatteren har været mere optaget af at fortælle historien.

Der ligger nogle fantastiske kræfter i en fiktiv historie, påpeger Cecilie Eken, der også studerer litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun lever af sit forfatterskab og et fleksibelt vikar-job i et forsikringsselskab.

- At fortælle noget i form af en historie i stedet for bare at sige: min livserfaring har lært mig sådan og sådan - man når flere mennesker på den måde. Og man bliver også selv bedre klar over, hvad ens livserfaring egentlig er, når man fortæller den som en historie. Jeg er jo altid den første person, jeg fortæller for.

Tror lidt på socialrealisme

Det sociale univers i 'Sikkas fortælling' ligner påfaldende slavesamfundet i det antikke Grækenland. Sikka gør oprør mod undertrykkelsen. Er der social indignation i romanen?

- Jeg kan ikke sige, at det var bevidst for mig at lave en social kommentar. Det var mere, at sådan var logikken i det her univers.

- Jeg tror bare ikke på- og det er måske derfor, jeg ikke skriver socialrealisme - den litteratur, jeg blev udsat for i min barndom - jeg tror meget lidt på den type bøger, der peger på skyldige og ikke-skyldige, kapitalen og ofrene. Og det gør min bog heller ikke.

- Jo, selvfølgelig har nogen underlagt sig nogle andre, men de andre har også i en vis forstand underlagt sig. Deres magt har en meget høj pris.

- Men man kan også gøre sig selv til offer, for eksempel gennem sin frygt for hvad der sker, hvis man siger fra. Det er sådan noget, Sikka lærer hen ad vejen. Hun begynder at sige fra.

En skolegang i frygt

Født i 1970 havde Cecilie Eken nogle 'rimeligt unge lærere, der kom med et stærkt socialt engagement'. Hendes mor var upolitisk - 'Guuud, er der folketingsvalg, sagde hun'. Faren var højreorienteret. Forældrene blev skilt, da Cecilie var 11 år.

- Vi - os fra 70'erne - er på mange måder vokset op med at skulle være bange. Der var virkelig mange problemer, og det var lige fra, at verden kunne gå under i morgen, fordi der var nogle gamle mænd, der kunne finde på at trykke på røde knapper, til verdenshavenes forurening og hvalernes død.

- Og lærerne havde den der med: det er jer, der skal lave det om. Hvad er det for et ansvar at lægge på børn og unge menneskers skuldre, altså helt seriøst?

Cecilie Eken vil hellere give børnene nogle historier, der handler om at blive voksen, om at blive klogere på sig selv, om at turde overvinde sin frygt i konkrete situationer, historier, som kræver, at man bruger sin fantasi.

- Jeg tror faktisk, det er meget svært at redde verden, hvis man ikke kan finde ud af sit eget liv, mener hun, der føler det som et privilegium, at hun kan leve en tilværelse, hvor hun skriver bøger. Hun er lykkelig, siger hun uden blusel, og et levende bevis på de mere frugtbare sider af '70'er-pædagogikken'.

- Jeg mener, hvis jeg gennem hele mit liv havde haft lærere, der havde gokket mig i hovedet og fortalt mig, at jeg skulle skrive på en anden måde, eller sagt, at jeg ikke kunne skrive, eller i det hele taget været kritiske og uentusiastiske, så tror jeg ikke, jeg havde siddet her i dag. Det havde været en meget sejere kamp.

jvo

Man kan gøre sig selv til offer, for eksempel gennem sin frygt for hvad der sker, hvis man siger fra

Jeg tror ikke på den type bøger, der peger på skyldige og ikke-skyldige, kapitalen og ofrene