Danske børn kan ikke læse, hedder det sig. Men de gør det ikke desto mindre, endda mere end nogen sinde. I hvert fald hvis man skal tro forlagene, der pumper flere og flere børnebøger ud på markedet.

Sidste år blev der sat Danmarksrekord med mere end 1.500 titler. Det var cirka 20 procent flere end året forud, der i forvejen var rekordår.

Også kvaliteten er i klar stigning, vurderer professor Torben Weinreich, der er leder af det nyoprettede Center for Børnelitteratur på Danmarks Lærerhøjskole.

Især ungdomsbøgerne og billedbøgerne til de helt små børn har i den sidste halve snes år været inde i en dynamisk udvikling, siger han. Mens det stadig står slet til med skønlitteratur til mellemgruppen, de 9-12-årige.

Det er ikke mindst, hvad Weinreich kalder 'ånden fra Kolding', der har sat sit præg på billedbøgerne. Illustratoren Lilian Brügger har i en årrække været gæstelærer på Kunsthåndværkerskolen (der nu hedder Designskolen i Kolding), og hun har sendt den ene markante bogillustrator efter den anden ud i verden. Fælles for dem er en karakteristisk vild og ekspressiv streg, der efterhånden har dannet skole.

Det er navne som Tea Bendix, Anne Pedersen (som fik illustratorprisen for nogle år siden), Hanne Kvist, Cato Thau-Jensen ('Kan du sovse en vovse') og Helle Vibeke Jensen ('Og så er det godnat').

- Kolding-folkene har skabt et fagligt miljø, der har givet billedbogen i Danmark et mægtigt opsving. De har ofte en meget ekspressiv stil, de bryder med en masse normer og forestillinger om, hvordan man skal tegne for børn, siger Torben Weinreich.

- Der er ikke meget tilbage med små dyr i klare farver, der render rundt og snakker med hinanden. Det er helt andre universer.

Nogle kritikere har indvendt, at Kolding-skolen mere er voksenæstetik end børneæstetik, at der er langt fra børnenes verden til bøgernes billeder.

- Det er rigtigt, at der er børn, der reagerer på nogle af de her bøger ved at sige, at de er grimt tegnet. De ligner ikke de pæne, regulære billeder, som de er vant til. De er udtryk for en ny form for modernisme.

Nye unge ungdomsforfattere

Også inden for ungdomslitteraturen er en ny generation med et andet sprog på vej. Det er forfattere som Steen Langstrup (født 1968) og Cecilie Eken (født 1970), der begge allerede har skrevet flere bøger.

Det er noget nyt, at unge forfattere debuterer som ungdomsforfattere. Før var børnebogsforfatterne typisk i 30'erne eller 40'erne, når de debuterede. Det var ofte lærere eller folk med andre former for pædagogiske job ved siden af.

Den nye generation er fuldblods- og fuldtidsforfattere. Lotte Inuk (født 1965, debut 1982) og Dennis Jürgensen (født 1961, debut 1981) var de første. Nu er det ganske almindeligt med disse unge professionelle forfattere, som om forfatterne og deres forlæggere har opdaget, at unge ungdomsforfattere har et godt marked.

- De nye unge ungdomsforfattere skriver anderledes. Der er en større grad af ekspressivitet i det, de skriver, en større vilje til at eksperimentere med udtryksformen. Også indholdsmæssigt går de andre veje.

- De bevæger sig tit på grænsen mellem realisme og fantasi, vælger altså ikke, at nu skal det kun være det ene eller kun det andet. De gør noget nyt inden for kendte genrer, men skaber også nye eller kombinerer eksisterende genrer.

- For eksempel Sulaima Hinds 'Voxeværk' fra sidste år, som er en ualmindelig rå realisme, men samtidig er meget flot digterisk formet.

Den nye ungdomslitteratur har et meget mere digterisk forhold til sproget - og kommer faktisk derfor til at ligne voksenlitteratur skrevet af unge forfattere, fastslår Torben Weinreich.

Sproget er som en cykel

Mange af de 'gamle' børne- og ungdomsforfattere har derimod ikke et digterisk forhold til sproget. De ser mere sproget som en slags hjælpemiddel til, at de kan få deres holdninger frem og deres historier fortalt, påpeger Torben Weinreich. De forholder sig ikke til sproget, som en billedhugger forholder sig til sin sten eller sit ler.

- Sproget er for mange af de gamle børnebogforfattere tilsyneladende noget, der bare er der. Når de skriver, så skriver de, som når de cykler. Sproget er en cykel, de sætter sig op på, og den kører man jo på, for det har man jo lært en gang for alle. Man tænker ikke over det, det går bare derudad. Det er et hjælpemiddel.

- Mange af de unge har derimod et meget mere bevidst forhold til, hvad det er, de begiver sig ud i. De cykler ikke bare af sted. De skaber deres egen cykel, hver eneste gang de tager en tur.

Litteratur i klemme

Hvad angår litteraturen til mellemgruppen af børn på 9-12 år, så står det vedvarende slet til. Bøgerne er simpelt hen for dårlige, mener Torben Weinreich. Det har de i øvrigt, med få markante undtagelser, altid været.

Forfatterne og forlæggerne synes hæmmet af berøringsangst, når det drejer sig om disse børn, der tager deres første spæde skridt ind i læsningens verden. De mindre børn er der sikkerhedsnet under, for dér er der en voksen, der læser op.

- Litteraturen for de 9-12-årige er den evige litterartur i klemme. Og det er ærgerligt, for alle de undersøgelser, vi har om børns og unges læsevaner, viser, at der, hvor man læser flest bøger - så at sige i hele sit liv - det er i 10-12-års-alderen.

Dilemmaet med de 9-12-årige er, at godt nok har de i den alder automatiseret deres læsning, men de har endnu ikke så meget læsetræning, læseerfaring og livserfaring, at de kan læse hvad som helst.

- Derfor er opfattelsen blandt de forfattere, der skriver for dem, og blandt de forlæggere, som udgiver til dem, at man er nødt til at tage nogle særlige hensyn. Og det er lige præcis de særlige hensyn, der hæmmer forfatternes udfoldelsesmuligheder. Det tyder det i hvert fald på.

- Der er en forsigtighed, der tit viser sig i, at man ikke tør kaste sig alt for digterisk ud i sproget. Man passer på ikke at lave for lange sætninger og for svære ord og for lange kapitler, bruge for sjældne ord og svære begreber. Og lever i stedet på den ydre handling og ydre spænding.

Der er dog undtagelser

Det er ikke kun i Danmark, det er sådan, understreger Torben Weinreich. Heller ikke i udlandet kan forlagene finde litterært vellykkede bøger til nybegynderlæserne.

Der er dog undtagelser herhjemme. Torben Weinreich nævner Louis Jensen, Bodil Bredsdorff og Bjarne Reuter, der her på det sidste har skrevet et par bøger for de 9-12-årige, samt Bent Hallers seneste samling af fortællinger, 'Ispigen'.

Men disse forfattere er meget forskellige indbyrdes, de udgør ikke en tendens, fastslår Weinreich.

- Det er i ungdomslitteraturen og billedbøgerne for de helt små, at den spændende udvikling sker. Specielt nogle svenske forskere siger, at vi jo lever i en postmoderne tid præget af kaos og forvirring, og det påvirker også børne- og ungdomslitteraturen. De litterære genrer er i opbrud, og illustrationsmæssigt brydes en hel masse normer.

Torben Weinreich køber imidlertid ikke den forklaring på de nye tendenser. Der har været brud før, i den kulturradikale børnelitteratur i 1930'erne, i 50'erne og 60'ernes nyradikale ditto, og 70'ernes politiske børnelitteratur var også et nybrud især indholdsmæssigt.

- Jeg ser det, som sker nu, som yderligere en mursten i et byggeri, hvor man overskrider nogle grænser indimellem. Jeg synes ikke, at den nye billedbog knytter sig specielt til en tidsalder med sædernes forfald og værdiernes opløsning.

- Børnelitteraturen er netop et af de steder, hvor man søger at holde fast i nogle grundlæggende værdier. Ikke en stor overordnet værdi og en social retfærdighed, som vi så i 70'ernes børnelitteratur, men dog visse værdielementer, som man holder fast i uanset, når det er børn, der fortælles til.

Den litterære kvalitet er under alle omstændigheder gået op, og det er meget passende, mener Torben Weinreich, for i den sidste undervisningsvejledning fra 1995 betones netop meget stærkt, at skønlitteratur skal læses som det, det er, nemlig kunst, ord-kunst, og ikke bare som oplæg til debat om samfundsforhold.

Det er noget nyt, at unge forfattere debuterer som børnebogsforfattere, siger professor Torben Weinreich

Mange af de unge har derimod et meget mere bevidst forhold til, hvad det er, de begiver sig ud i. De cykler ikke bare af sted Den nye generation af illustratorer har en ekspressiv stil, der bryder med en masse normer om, hvordan man skal tegne for børn. Fra 'Og så er det godnat' af Cato Thau-Jensen