Psykologen Ole Varming skriver i 'Bagsmækken' iFolkeskolen nummer 44, at mennesker ikke er, som de burde være. Tænk engang, netop lige her i de sidste åringer og lige netop her i detlille Danmark tyder nogetpå, at vi som et moderne fænomen har udviklet os til gudsforgående bæster, der kun vil hjælpe mennesker, der ligner os selv. Vi er vist ved at gøre vort rare lilleland til et umoralitetens stinkende hul. Villy Sørensen siger det. En institutionsforstander erfarer det. En forfatter ved en vej ud af det. Jo, det er ganske vist. Og alle de rene i sjæl og sind gyser ved tanken om vi andres for-fald. Hvad skal vi dog gøre? Jo, der var jo forfatteren,der vidste en vej ud. Vi skal sørge for at få de moralsk anløbne, selvoptagne, apatiske til at gøre noget i fællesskab. At gøre noget i fællesskab er menneskehedens frelse. Og når Varming så opstillernødvendigheden af at begynde under børns opvækst, så er skolen for gud vedhvilken gang inde i den utopiske jagt på fagre nye verden.

Men i snart femogtyve år og især siden 1993 har vor folkeskoleafart ladet fællesskabet dominere over al faglig indlæring. Med fagtom, tværfaglig projektmageri har vi i alle de år ladet vankundigheden brede sig, for at fællesskaberne kunne blomstre. Vi har demonstrativt overhørt såvel indenlandske som udenlandske påvisninger af vort uddannelsesmæssige forfald af hensyn til fællesskabernes dominans. I de seneste syv år har vi nu fabrikeret, hvad undervisningsministeren kalder for mestre i social hensyntagen. Men hvor pokker går dedog og gemmer sig, disseideale helstøbtheder? Ole Varming kan tilsyneladen-de heller ikke fåøje pådem.

Vagn Madsen

Brønderslev