Lederforening erkender fejl

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Skolelederforening erkender nu, at den har begået en bommert. Det sker i det nummer af DS-nyt, som udkom i sidste uge.

I en tidligere udgave af nyhedsbrevet påstod Skolelederforeningen, at det ikke var korrekt, da Folkeskolen i nummer 36/1998 skrev, at det var den lokale lærerkreds, der forhandlede ny løn hjem til skolelederne i Skanderborg (DS-nyts vildledning blev omtalt i Folkeskolen nummer 41/1998.) I stedet skrev nyhedsbrevet, at 'den lokale lærerkreds har været meget passiv i udarbejdelsen af forhandlingsmodellen og den endelige beregningsmodel'.

DS-nyt skrev også, at aftalen om ny løn 'er udarbejdet på grundlag af arbejdet i det lokale skolelederforum og i samarbejde med Skanderborg Kommune'. Ordførende direktør Annalise Hansen fra Skanderborg Kommune kunne dog til Folkeskolen bekræfte, at der var tale om reelle forhandlinger, og at hun ikke har været i kontakt med Skolelederforeningen i forbindelse med forhandlingerne.

DS-nyt retter nu sine fejl i form af et genmæle, som Folkeskolens redaktør, Thorkild Thejsen, har bedt om at få optaget med henvisning til medieansvarsloven.

Det fremgår af genmælet, at Skolelederforeningen vidste, at indholdet af Folkeskolens artikel var i orden.

I en e-mail til Thorkild Thejsen om noget helt andet havde Skolelederforeningens sekretariatschef Gert Rosing sået tvivl om Folkeskolens version af den måde, forhandlingerne foregik på. Det fik Thorkild Thejsen til at tjekke alle oplysninger i artiklen. Herefter svarede han Gert Rosing, at kilderne til artiklen vedkender sig såvel de udtalelser, de er refereret for, som Folkeskolens beskrivelse af forløbet.

Gert Rosing er ikke blot sekretariatschef. Han sidder også i nyhedsbrevets redaktion. Alligevel skrev DS-nyt på forsiden lige op til Skolelederforeningens repræsentantskabsmøde: 'Folkeskolens udlægning er ikke korrekt'.

De ord har DS-nyt nu taget i sig igen.stan