Så længe det knager

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De er efter os alle sammen. Pressen, arbejdsgiverne, forældrene, morgen, middag og aften og især i august, hvor man snart ikke tør åbne en avis af frygt for den skidtspand, der venter en, hvis man er lærer. Vores anseelse er sat over styr, vores selvrespekt slidt ned, og vores forsvarsværker knager over hele linjen. Stillet over for dette massive pres må skolens folk holde sammen. Altid værne folkeskolens omdømme, ikke forsømme nogen lejlighed til at fortælle, hvor fremragende den er, og rose os selv og hinanden alt det, vi kan komme af sted med. Konsekvent bagatellisere vores vanskeligheder, afvise nærgående spørgsmål og lægge afstand til kritik. Rette ind efter ledelsen, bifalde dens storslåede planer og aldrig hænge skolens snavsede vasketøj ud, hvor alle kan se det. Kampmoralen må ikke svækkes. Lærerstanden må holde fodslag som en hær i krig.

Kan vi ikke snart blive fri for dette selvmedlidende piberi? Danskerne har faktisk stor tillid til os lærere. Folkeskolen nummer 43 refererer fra en spritny undersøgelse fra Finansministeriet, at 83 procent af danskerne har et positivt eller meget positivt indtryk af deres børns læreres faglige og personlige egenskaber, mens kun tre procent er meget uenige i, at lærerne udfører et godt stykke arbejde. To procent mener, at folkeskolen bør bruge færre penge end nu, men hele 72 procent mener, at den bør bruge flere.

De er altså aldeles ikke efter os alle sammen. Lærerstandens upopularitet er en gang opreklameret gas, som politikerne og journalisterne har fundet på- førstnævnte med henblik på at presse lærerne på gulvet til at lave det dobbelte på den halve tid til den samme løn, sidstnævnte med henblik på historiens salgsværdi. Alt for mange af os har købt den, og det blomstrende mindreværd, standen indimellem stiller til skue, er i sig selv med til at fremprovokere de regulære bissetricks, vi udsættes for i medierne. Det er risikofrit at beklikke skolelærerne, de slår aldrig igen, og på deres bekostning kan selv den værste middelmådighed profilere sig.

Hvilken tæerkrummende undervurdering af offentligheden! Vi har nu Gallups ord for, at de børn og forældre, vi har inde under huden hver dag, udmærket ved, hvad vores arbejde er værd. Lærerstanden er i dag domineret af rutinerede, seriøse og velfungerende ansatte, og det ved danskerne åbenbart.

Med så massiv folkelig opbakning vil det virke upassende, hvis lærerne tidligt og silde fremhæver egne bedrifter og folkeskolens fortræffeligheder. Folk vil undre sig: Hvad prøver de at skjule? Lærerne bør i stedet kvittere for tilliden ved at gå forrest i bekæmpelsen af folkeskolens fejl og mangler. Bedre end nogen kender vi folkeskolen bag potemkinkulisserne; os skal ingen skamme ud, når vi åbenhjertigt fortæller, hvad vi ser. Det vil muligvis skabe ærgrelse i dele af ledelsen. Måske endda vække vrede her og der, hvor kritikken rammer - det tager vi med. Hvis skolen skal være en lærende organisation, må dens ledelse først og fremmest kendetegnes ved, at den tager ved lære af sine notoriske fejl - ihukommende, at fejl, der ikke erkendes, er dømt til at blive gentaget.

Lærerne skal ikke lade sig koste rundt i manegen af nogen som helst. Vi skal rette ryggen og sige tingene ligeud. Ellers underminerer vi den troværdighed, der måske vil vise sig at være vores største aktiv over for de politikere og journalister, hvis troværdighed skraber bunden i opinionsundersøgelserne - hver gang.

Og lad det så bare knage. Så længe det knager, holder det.

Niels Christian Sauer er lærer i Karlebo

Powered by Labrador CMS