Børn og reklamer

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Barndommen er det bedste tidspunkt at præge en fremtidig forbruger' hedder det i reklamebranchen. Og børn er magtfulde forbrugere, der har meget at skulle have sagt, når far og mor putter varer i indkøbskurven. Også i skolerne møder børnene reklamer og markedsføring i form af sponsorering af aktiviteter eller materialer. I den forbindelse er det vigtigt, at lærere og pædagoger er opmærksomme på, at reklamerne ikke er skjulte, men fremstår klart som reklame, skriver forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, der står bag pjecen 'Børn, unge og markedsføring'. Børn og unge er nemlig både mere uerfarne og godtroende end voksne, når det drejer sig om reklame. Pjecen er primært en vejledning til erhvervslivet, men kan også fungere som inspiration for lærerne, der er sammen med børnene i det daglige. Hagen Jørgensen understreger, at det er vigtigt, at alle skoler fastlægger en politik, når det gælder sponsorering.

Pjecen 'Børn, unge og markedsføring' koster 15 kroner plus porto og kan bestilles hos Forbrugerstyrelsen på telefon 3296 0711.