Som lærer oplever man, at lærernes status, autoritet, anseelse - kald det, hvad du vil - er dalende i den danske befolknings øjne. Den tid er forbi, hvor byens borgere ærbødigt lettede på hatten for skolelæreren, når han var ude at gå sin eftermiddagstur, og hvor han alene i kraft af sin - nærmest medfødte - autoritet kunne skabe fuldkommen ro i en klasse på 35 elever.

Hvis det kun var lærerne, der havde oplevelsen af at have mistet status og autoritet, ville det være bekymrende. Men det er ikke tilfældet. Snart sagt alle erhverv og myndighedspersoner er i nøjagtig samme situation: Lægen, officeren, politibetjenten, mureren . . . . alle er de i den situation, at den autoritet og anseelse, de nød i kraft af, at de beklædte en stilling, har de ikke mere.

Og det er vel noget, vi som lærere i virkeligheden har været med til at lære befolkningen; At man ikke skal tro på hvad som helst. At være kritisk. At autoritet og anseelse ikke kommer i kraft af en titel og en stilling, men er noget, man opbygger i kraft af den kvalitet, hvormed man besidder stillingen.

Og så er vi tilbage ved lærerne. Hvem skal genopbygge lærernes anseelse og autoritet? DLF? Lærerne?

I Danmarks Lærerforening gør vi i princippet alt, hvad der er menneskeligt muligt ved hele tiden at forsøge at nuancere mediebilledet af lærerarbejdet. Men vi må erkende, at vi lever i en tid, hvor det er meget svært at komme til orde i medierne med budskaber, der ikke er sensationsprægede. Succeshistorier er ikke interessante. Det er meget svært at trænge igennem.

En kronik bliver ikke automatisk optaget, fordi det er Danmarks Lærerforenings formand, der skriver den. Indlæg bliver ofte forkortet, så det kun indeholder det, medierne finder interessant. Men det lykkes dog fortsat at få DLF i medierne! Og heldigvis har vi Folkeskolen- og den bliver flittigt læst overalt - også uden for lærerkredse.

DLF's mediestrategi går fortsat ud på at forsøge at trænge igennem med de positive budskaber og forsvar af lærernes synspunkter. Men ikke ved at stille sig på bagbenene i en forsvarsposition, men ved at være imødekommende og fremadskuende. Lykkes det, kan noget vindes.

Men den vigtigste måde at forbedre lærernes anseelse og status på er at fokusere på kvaliteten af det arbejde, der hver dag foregår i skolen. Vi skal dokumentere, at der sker en masse god undervisning på skolerne, som offentligheden ikke tidligere har været klar over. Vi har ikke været gode nok til at fortælle det. Det skal vi blive fremover. 'Kvalitetsudvikling i dialog'/'Folkeskolen år 2000' skal ses som et middel til at ændre omgivelsernes syn på skolen.

Så vil lærernes status blive væsentligt forbedret.

Vi skal bevise vores værd i kraft af kvaliteten af vores arbejde.

Per Toft Haugaard

amtskredsformand i Vestsjælland