Efter at have læstFolkeskolens anmeldelse af 'Folkeskolens Potemkinkulisser' må jeg give udtryk for min undren, da jeg også har læst bogen. Jeg synes, anmeldelsen er utrolig overfladisk og på ingen måde yder bogen retfærdighed. Anmelderen giver udtryk for sin egen følelsesmæssige tilstand under gennemlæsningen, hvilket vel ikke nødvendigvis kan tages som udtryk for kvalitet eller mangel på samme. I en bog, der lægger op til debat, vil det vel være naturligt at beskæftige sig med argumentationen og aktualiteten af synspunkterne, men det bliver ikke gjort. I stedet sværtes forfatterne i større eller mindre grad til eller bliver dårligt nok nævnt. Man spørger sig selv, om anmelderen har læst hele bogen.

Selv synes jeg, at der rejses overordentligt vigtige problemstillinger, som belyses fra hver deres vinkel af de ti bidragydere. At det ikke er synspunkter, der ligger på linie med DLF-pædagogisk profil, har måske været udslagsgivende.

Jeg synes, det er spændende at læse Lars-Henrik Schmidts redegørelse for statens ændrede funktion. Han gør det, som alt for sjældent sker, og gennemanalyserer sit problemfelt. Derefter gør han rede for, at staten er blevet en sektor blandt mange andre og skolen en servicefunktion over for den enkelte. Det er da en tanke værd, når vi siger, vi skal opdrage til demokrati/fællesskab. Så lad da være, at det er svært at forstå. Der er nu engang indsigt, der kræver en indsats.

Holger Henriksen er uhyggelig aktuel, når han skriver om intimideringen af læreren. I sidste nummer afFolkeskolenkunne man høre skoleudvikleren på Ejby Skole udtale: 'Vil en lærer ikke udvikle sin skole, må han rejse'.

Altså: Syns som os andre eller skrid. Hvor er demokratiet og retten til den frie tanke henne? Sauer stiller flere gode spørgsmål. Blandt andet problematiseres, at fritidspædagogikken igen søges inddraget i undervisningen, nu hvor den samordnede indskoling er erklæret død og ikke duelig (Nordlæs).

Henrik Dahl går så vidt som til at kræve (næsten) den sorte skole tilbage.

Erik Schmidt argumenterer for en kritisk kulturpædagogik og ligger fint i tråd med Lars-Henrik Schmidt, der siger: Forudsætningen for en kurs mod det ukendte er et godt kendskab til rødderne og en gedigen analyse af situationen. Jeg kunne blive ved, men bedst af alt er, at forfatterne er tro mod virkeligheden, som jeg kender den, og ikke fjerne utopier. Det finder jeg livgivende.

I øvrigt synes jeg, at du, Thorkild Thejsen, skylder Erik Schmidt et direkte svar på hans direkte spørgsmål. Er det en lødig anmeldelse?

Det undrer mig i den forbindelse at læse, at anmelderen skulle have undervist i ti år i folkeskolen. Han begyndte samtidig med mig på Silkeborg Seminarium 1988, og så vidt jeg har kunnet se på hans kommentarer, var han seks år om at blive lærer, fordi han sad i hovedstyrelsen for Lærerstuderendes Landskreds, men det er måske hans kvalifikation, at han har siddet to år ved de rigtige meningers bord?

Morten May

Vig Skole

formand for

Folkeskolens genmæle

Svar

Du har ret, anmelderen har ikke været lærer i ti år, som jeg skrev. Det var en fejl. Undskyld.

Han har - som han forklarede i sidste uge - valgt en diskuterende form, fordi det drejer sig om en debatbog. Det finder jeg lødigt (og foreløbig har anmeldelsen jo da givet mere anledning til debat, end bogen har).

Hvis du læserFolkeskolens referater fra møderne i DLF's hovedstyrelse, vil du vide, at møderne foregår ved demangemeningers bord.

Thorkild Thejsen

redaktør