Debat

Sorg i Gentofte

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 43 gennemgår Karen Ravn forskellige kommuners budgetter inden for skoleområdet. I en flot overskrift slås det fast, at det bare svinger i Gentofte. Det lyder da også imponerende, at Gentofte Kommune vil spendere 450 millioner kroner på udbygning af skolevæsenet over de næste otte år.

Som borger og forælder i kommunen savner jeg, at Karen Ravn havde researchet lidt mere. Baggrunden er nemlig meget speget.

For syv år siden var kommunen i en økonomisk situation, hvor politikerne skulle overbevise samtlige skolefolk om, at der var en skole for meget i kommunen. Dernæst kom så spørgsmålet, hvilken skole skulle nedlægges? Skulle det være Tranegårdsskolen, som ligger på en lille grund og savner adskillige faglokaler, oven i købet beliggende i et villakvarter tæt ved Maglegårdsskolen? Eller skulle det være Hellerup Skole, der er stor, ligger i bymidten og har store friarealer til eventuel udbygning?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Samtlige af kommunens skolebestyrelser var selvfølgelig fuldstændig enige. Det var indlysende, at Hellerup Skole skulle bevares! Vi havde da også et indtryk af demokrati, siden vi blev spurgt.

Det var utrolig naivt. Daværende borgmester Birthe Philip og nuværende borgmester Hans Toft lyttede ikke til nogen af os. Det var bestemt ikke, fordi de ikke kunne høre os. Vi havde adskillige frustrerende møder og høringer både på Rådhuset og på Hellerup Skole med politikerne. Der var bare det 'men', vi forældre ikke havde taget højde for: Det handlede ikke om logik, men om kroner og øre. Hvilken skole kunne kommunen tjene mest på at sælge?

Så kan I jo gætte jer til resten af denne kedelige historie. Bevaret blev en ubrugelig skole, som allerede nu er blevet udbygget to gange! Det har ikke været billigt, og det har slet ikke modsvaret det latterlige lille beløb, kommunen fik for salget af Hellerup Skole. Rygterne vil vide, at fortjenesten ved salget var i omegnen af 20 millioner kroner! (man kan måske bygge en femtedel af en ny skole for det beløb). Med det 'nye' elevtal skal der allerede nu endvidere bygges en helt ny skole i kommunen.

Hellerup Skole blev nedlagt, og eleverne spredt på tre forskellige skoler. Min datter havnede eksempelvis på Maglegårdsskolen. Nu har vi ikke nogen skole i lokalområdet. Min søn og jeg kan halse forbi en smuk, veludbygget skole, som nu hedder Copenhagen National School (de må grine godt i skægget, efter at de gjorde deres røverkøb).

Derfor skal skatteyderne ikke have nedsat deres skat her på grund af Gentoftes komunalpolitiske hovsa-løsninger for syv år siden. Jeg tror, de fleste af os ellers betaler skat med glæde, hvis ikke vores skattekroner skal bruges til dyre lappeløsninger på tidligere fatale politiske beslutninger.

Et sidste suk. I år nul var man i stand til at skrive børn i mandtal. I 1990, inden Hellerup Skole blev solgt, var min søn og hans kammerater født! Hvordan kan det være, at de ikke blev talt med, inden man tog disse tåbelige beslutninger?

Regitze Bergmann

Hellerup