Bøger om helhedsskolen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Socialminister Karen Jespersen og daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen aftalte i 1996 at sætte fokus på samarbejdet mellem daginstitutioner og skoler. Formålet var at skabe større sammenhæng i børnenes opvækst. Børnenes sproglige udvikling skulle styrkes, mens de gik i daginstitution, og der skulle være et tættere samarbejde mellem institutioner og skoler ved skolestarten. Initiativet udsprang af debatten om danske børns ringere læsefærdigheder i forhold til børn i andre lande. Ministrene var enige om, at for at forbedre børnenes læsefærdigheder, var det nødvendigt at lægge større vægt på deres sproglige udvikling i daginstitutionen.

En arbejdsgruppe mellem Socialministeriet og Undervisningsministeriet skulle se nærmere på de to områder, og det er der nu kommet to bøger ud af: 'Børns sproglige udvikling i dagtilbud' og 'Samarbejde mellem dagtilbud og skole'. Bøgerne er tænkt som inspiration for kommuner, skoler og daginstitutioner og indeholder blandt andet artikler om de initiativer, der foregår rundt om i kommunerne.

Bøgerne koster 125 kroner stykket og kan bestilles hos Statens Information, Publikationsafdelingen, Postboks 1103, 1009 København K, telefon 3337 9228, fax 3337 9280.

På Skalmejeskolen ved Herning har de i 12 år arbejdet med helhedsskolen. I bogen 'Helhedsskolen - 12 års leg og læring på Skalmejeskolen' kan man læse om helhedens betydning for barnet, skolens struktur og indretning samt om samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Bogen koster 100 kroner og kan bestilles hos Tina Lang, Herning Kommunes Skole- og kulturforvaltning, på telefon 9628 2915.

Powered by Labrador CMS