Debat

Hvad mener hovedstyrelsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg vil endnu en gang opfordre samtlige medlemmer af hovedstyrelsen til at redegøre for deres holdning til ny løn. Jeg er temmelig skuffet over, at kun formanden, Rigmor Jark og Jan Trojaborg har markeret sig i denne henseende! Jeg er næppe det eneste medlem, der har brug for en klar stillingtagen til dette særdeles kontroversielle punkt på dagsordenen for overenskomstforhandlingerne.

Kære Anette Thysen.

Dit indlæg i nummer 42 vedrørende mit læserbrev i Folkeskolen nummer 40, 'Lønspøgelse', kommer unægteligt særdeles belejligt. Ja, jeg var lige ved at sige: 'Som sendt fra himmelen!' Jeg får til fulde bekræftet, at mine værste forudanelser omkring ny løn er berettiget. Samtidig bliver jeg dog både forstemt og foruroliget over, at jeg i en sådan grad bliver mistolket. Jeg har overhovedet ikke, som du mener, 'peget fingre af de små grupper af kolleger, som (. . .) varetager andre opgaver end egentlig undervisning' - endsige insinueret, at for eksempel skolebibliotekarers arbejde er 'lønsomme forsøg på at undgå konfrontationstimer'. Jeg mener tværtimod, at vi som ligestillede/ligeværdige kolleger bør aflønnes efter fortjeneste - og dermed uden overflødig/bureaukratisk optælling af indsatsen. Jeg har den største respekt for skolebibliotekarernes arbejde, men jeg kan blot ikke finde noget sagligt belæg for, at bibliotekarerne skal have 1.600 kroner mere i lønposen end andre, som både du og Jan Trojaborg (københavnsk lærerformand og hovedstyrelsesmedlem) finder det påkrævet. Jeg har påpeget, at ny løn 'vil få afløst den i almindelighed rigtig gode samarbejdsånd af småligt fnidder-fnadder, hemmelighedskræmmeri og (. . .) lønsomme forsøg på at undgå 'konfrontationstimer' (. . .), medmindre man tiltror folkeskolelærere en helt uforholdsmæssig moralsk habitus uden bund i virkeligheden.' Men kun hvis ny løn bliver indført! Bemærk venligst, at jeg taler om lærere generelt - ikke kun om 'små grupper af kolleger'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Min pointe - at ny løn vil skabe dårlige samarbejdsrelationer lærerne imellem - giver dit indlæg mig desværre kun utvetydig vished for. Vi er allerede begyndt at 'slås' indbyrdes om subjektivt baserede ydelser. Hvad er mest værd: Klasseundervisning eller bibliotekstimer? Kan det virkelig være rigtigt, at vi småligt og millimeterdemokratisk skal affinde os med en sådan løndifferentiering.

Jeg opfatter dit indlæg som et 'skoleeksempel' på den måde, hvorpå en arbejdsgiver formår at skabe indre splid imellem de ansatte. Beklageligvis til stor skade for os alle!

Jeg kan kun håbe, at din reaktion på mine frustrationer omkring ny løn vil give hovedstyrelsen og kongressen stof til eftertanke, nu da kongressen beklageligvis har indvilliget i at gøre ny løn til et punkt på dagsordenen for overenskomstforhandlingerne.

I øvrigt synes jeg, du burde gøre noget ved din arbejdssituation. Jeg tror ikke, der er mange skolebibliotekarer, der vil finde sig i de forhold, du beskriver.

Stig Petersen

Kokkedal

Forkortet af redaktionen