10. klasse skal vælges aktivt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Venstre har offentliggjort et nyt debat- og inspirationsoplæg om folkeskolens ældste klasser, hvor man blandt andet kan læse, at partiet ønsker at adskille skolens ældste klasser fra de yngre klasser i overbygningsskoler.

Der skal skabes ny dynamik, faglighed og læring for de ældste elever, og det kan bedst ske i overbygningsskoler, som eventuelt kan etableres på tværs af kommunegrænser.

På den måde kan der ifølge Venstre skabes en række fordele: blandt andet bedre muligheder for undervisningsdifferentiering og mere plads til faglig vækst og engagement for lærerne. Samtidig understreger Venstre den økonomiske fordel: ved overgangen til overbygningsskolen kan flere klasser lægges sammen, og der kan komme flere elever i klasserne i de kommuner, der i dag har lave klassekvotienter.

Især ønsker Venstre at adskille 10. klasse fra de yngre klasser, men er imod at placere 10. klasse på erhvervsskolerne.

Ifølge partiet sker overgangen mellem 9. og 10. klasse alt for ofte automatisk. De unge skal aktivt træffe og begrunde deres valg for at fortsætte i 10. klasse.

- Vi ønsker ikke at afskaffe 10. klasse, siger Venstres uddannelsespolitiske ordfører Anders Mølgaard. Men 10. klasse trænger til et serviceeftersyn.

- 10. klasse har eksistensberettigelse overfor de unge, der er i tvivl om, hvad de vil efter skolen.

- Jeg tror ikke på, at samtlige af de 70 procent, der fortsætter i 10 klasse i dag er i tvivl om hvad de vil, siger Anders Mølgaard. ab