Ebbe Thestrup Pedersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et stort menneske, en fremragende lærer og professor.

Ebbe Thestrup Pedersen, Danmarks Lærerhøjskole, er død 84 år.

Det er min fulde overbevisning, at mange lærere ud over det danske land vil mindes hans religionsundervisning med taknemmelighed. Han havde en omfattende viden i alle fagets mange aspekter, derudover var han særdeles velforberedt til alle timer.

Man måtte være med, når han var på katederet. Hans undervisning var ikke blot interessant, men også uhyre spændende. Man gik glad og veloplagt fra hans timer, aldrig forfaldt han til at køre på rutine eller på så at sige gammelt stof. En tredagesekskursion til kirker i Jylland og Nordsjælland blev oplevelsernes højdepunkt, en festlig og givende tur, som deltagerne aldrig glemmer.

Thestrup var ikke bare en god lærer, men også et særdeles rart og godt menneske, som man havde stor tillid til, han var altid parat, om nogen trængte til hjælp, og rede til at tilgive mennesker, der kunne være kommet til at træde ham over tæerne.

Æret være hans minde.

Gunnar Schouboe

Rørvig