Nogen må altså snart gøre noget. Ved gårdvagtordningen. Faste vagter af den seje slags - med passende fast aflønning selvfølgelig. Til umådelig gavn for skolen, børnene og kvindelige gårdvagthadere.

Det er rent ud sagt ufatteligt, at skaldede ti minutter kan føles så lange. For slet ikke at tale om onsdagsvagterne, der er på 12 -1/2 minut og er med til direkte at kaste en skygge hen over min onsdag, sandt at sige tit direkte fra morgenstunden. Jeg tvinger mig selv til, når jeg går rundt derude, at lade være med at glo op på det store skoleur på muren hele tiden, men bider det i mig et stykke tid. Alligevel skuffes jeg gang på gang ved at erfare, at den store viser har flyttet sig så lidt, at det næsten ikke er til at se. - Tit kan man ikke nå at give beskeder til kolleger eller børn, finde båndoptager eller bøger. - Og hvem kender ikke til skoledrenge, der vil skabe lidt fest i gaden ved at spille de mange skiftende gårdvagter ud mod hinanden. Humørløft giver det ikke anledning til.

Jeg holder godt øje med alle boldene, der farer gennem luften, fordi jeg engang for 20-25 år siden fik en drønhård læderbold lige i snotten, så det føltes, som hovedet løsnede sig. Og - oh rædsel - når den første sne er faldet ren og fin, er de ti minutter endeløse. Jeg plejer faktisk at holde så meget af sne - dengang vi havde faste gårdvagter.

Engang kom en bette pige hen til mig og meddelte: 'Der står to af de store bag ved døren og kysser hinanden . . .' 'Lad os gå hen og se på det', sagde jeg, mens jeg lige spekulerede over, om det er forbudt efter ordensreglerne. Sandt nok, der stod de - ikke lette at distrahere. Jeg sagde bare: 'Vi er ikke på diskotek nu'. Men de kiggede lidt forbavset ned på mig, som om de ikke forstod meningen - og blev stående i kysseklar stilling.

Nu her for nylig var jeg lige kommet ud, da en sætning fra en mindre dreng landede i min højre øregang: 'Hvor er blæverskinken?'. Tænkte ikke videre over det, indtil jeg observerede to drenge, der tvang en tredje dreng rundt i skolegården med et fast tag i hans ører fra hver side. Noterede lige, at den voldførte dreng ikke ligefrem udmærkede sig ved et atletisk ydre. Holdt øje med dem og slog til ved starten af anden runde. Blæverskinken bevarede kulissen, da den klassiske bemærkning faldt: 'Det var da bare for sjov'. Mine nedslidte stemmebånd har slet ikke godt af, at jeg blev så gal. Hvordan i himlens navn kan jeg vide, hvor alvorligt det egentlig er?

Gode Gud, som den menneskelige race vil kriges - til enhver tid og på enhver måde. Mens jeg overvejede det videre forløb, ringede det ind. Det var vel nok ærgerligt! For nu havde jeg kun ét at gøre: skynde mig op ad den lange gang til 7.b nummer 26, det siger sig selv, for hvem kan vide, hvad der ellers kunne foregå der af sjæleydmygelser. Intet umenneskeligt bør være os fremmed. Desuden skal man måske ikke møde præcist op til timen?

Frelse verden kan vi ikke. Vi har heller ikke tid. Da jeg kom hjem og gik og lugede lidt ud i kvikgræsset i forhaven, så jeg faktisk mod min vilje blæverskinkens ansigt for mig flere gange.

Somme tider træls at vide mere. Smadder uklogt med så mange skiftende gårdvagter. Men vi må jo dele byrderne, mener man.

Læg oven i hele anretningen en øredøvende larm, som man vist aldrig helt vænner sig til.

Efterskrift. I går fortalte en kosmetolog mig, at yngre mænd med hår på brystet kommer til hende for at få måtten fjernet med voks. Moden kræver det. Et tidens tegn? Lad os forstå at værdsætte de få, der bliver tilbage med hår på brystet. Og ansætte dem som faste gårdvagter.

Lærer på Holmegårdsskolen i Hjørring