Mønstre eller regler

En skakekspert blev sat til at regne og spille skak samtidig. Eksperimentet viste, at eksperterne ikke ved, hvad de gør

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erfaring og mønstergenkendelse er baggrunden for det, Hubert og Stuart Dreyfus kalder intuitiv intelligens.

Ligesom politikere kan genkende flere hundrede ansigter og straks kombinere dem med det rigtige navn, kan en skakekspert genkende massevis af stillingstyper og straks svare med det rigtige træk.

Hans hjerne er sat op til at kombinere et stillings-input med et træk-output.

Men selv om den dygtige og erfarne politiker kan kombinere navne og ansigter rigtigt hver gang, vil han aldrig kunne gætte navnet påén, han ikke har set før.

Det kan skakeksperten. Han kan finde det rigtige træk i en fuldkommen ukendt stilling, og det er den evne, som interesser Hubert Dreyfus, for her overskrider vi grænsen mellem ren memory-kapacitet og intuition, fortæller Hubert Dreyfus:

- Skakeksperten husker ikke stillingen. Han genkender mønstret, og det rigtige træk melder sig, uden at han er i stand til at sige hvorfor. Han kan ikke fortælle, hvilke egenskaber eller kendetegn der udløser trækket. Vi ved ikke, hvordan ekspertens hjerne arbejder, og heller ikke, hvordan den skelner mellem betydningsfulde mønstre og dem, der ikke er betydningsfulde. Vi ved bare, at den gør det. Alle mønstre ligner hinanden på et eller andet plan.

Det svære er at finde de væsentlige lighedspunkter.

Skak og bipperen

Hubert og Stuart Dreyfus har lavet en række eksperimenter, som sandsynliggør deres påstand om, at eksperter ikke følger regler.

En af deres studenter på Berkeley var juniorverdensmester i skak.

De gav ham hovedtelefoner på og lod ham tælle bip-lyde, så hurtigt han kunne. Bippene kom helt tilfældigt som bip, som bip-bip eller som bip-bip-bip, og han skulle tælle dem sammen uden at fejle.

At tælle korrekt var hans vigtigste opgave. Da Dreyfus-brødrene vidste, hvor hurtigt han kunne tælle, satte de ham til at spille skak mod en anden stormester og tælle bippene rigtigt sammen. Det kunne han. Uden problemer. Hubert Dreyfus siger:

- Forsøget sandsynliggør, at hans ekspertise beror på mønstergenkendelse og ikke på ubevidst regel-følge. Vi opbrugte al hans regnekapacitet med bip-lydene, uden at det ændrede noget ved hans færdighed som skakspiller.

På usynlige støttehjul

Beviset er ikke definitivt. Rationalisterne kan stadig fastholde, at det unge skakgeni ubevidst fulgte regler og beregnede sandsynlighederne i en bestemt stilling. Men skakeksperimentet og forskellige tilsvarende forsøg vælter bevisbyrden over på rationalisterne, mener Hubert Dreyfus:

- Vores eksperiment tvinger dem til at argumentere for, at eksperter også bruger regler, og det har de svært ved. Indtil videre har jeg kun hørt ét argument: 'Når begyndere bruger regler, så gør eksperterne det også, selv om vi ikke kan se det, for vi har intet bevis for, at de ikke gør det.' Det argument er elendigt.

Jeg plejer at gøre grin med det. Kan man argumentere på den måde, kan man lige så godt hævde, at alle cyklister kører med støttehjul, for dét gjorde de, da de lærte at cykle; når vi ikke kan se cykelrytternes støttehjul, må det være usynlige støttehjul, de bruger.

hvid