Jo, Hubert Dreyfus har spekuleret over, hvordan man tilrettelægger pædagogiske forløb, så viden og færdigheder får bedre udviklingsmuligheder, end de har i dag.

- For det første, siger han, skal lærerne holde op med at spørge eleverne, hvordan de kom frem til det rigtige resultat; den slags spørgsmål fastholder dem på et lavt kompetenceniveau. Lær dem i stedet at udvikle og stole på deres intuition. Regler, beregninger og forklaringer er for begyndere. Eksperter erkender intuitivt; de når frem til det rigtige resultat uden at vide hvordan og hvorfor. Man ødelægger elevernes intuitive erkendelsesform ved hele tiden at konfrontere dem med procedurespørgsmålet 'Hvordan kom du frem til det?'.

- For det andet kunne man, fortsætter Hubert Dreyfus, udvikle undervisningsmaterialer - for eksempel computerspil - som ikke er regelbaserede. I dag er de fleste lærespil på markedet procedurespil; når man har fattet reglen, kan man klare opgaverne. Lærespil, der vil fremme den intuitive ekspertise, skal opmuntre eleverne til at bruge deres intuition, men samtidig demonstrere, at sikker intuition kræver erfaring. Hubert Dreyfus forklarer:

- For eksempel kunne man udvikle et spil, hvor det handler om at finde figurers højde og areal. Eleverne kan nå til resultatet ved at regne eller gætte. I begyndelsen vil det gå galt, når de gætter, for de har ingen erfaringer. Derfor må de som alle begyndere bruge reglerne og regne. Men efterhånden som de har set mange forskellige figurer, bliver de bedre til at gætte, og dét skal spillet belønne. De skal for eksempel have ekstra point for det hurtige, intuitive svar.

Pædagogisk bombe

Hubert Dreyfus er filosof og ansat på Berkeley University i Californien. Sammen med broderen Stuart har han siden begyndelsen af 70'erne beskæftiget sig med viden, kompetenceudvikling, ekspertise og computere, blandt andet i de filosofiske bestsellere 'What computers can't' (1972), 'Mind over machine' (1986) og 'What computers still can't' (1997).

Dreyfus-brødrene blev berømte for deres påstand om, at eksperter ikke følger regler og procedurer, men genkender mønstre. Mønstrene udløser spontant det rigtige svar.

Påstanden bryder med den rationelle, filosofiske tradition, og den blev af den tyske filosof Jürgen Habermas beskrevet som en bombe under den vestlige kultur.

Den traditionelle model for kompetenceudvikling ser kort fortalt således ud: Som nybegyndere skaffer vi os erfaringer. Efterhånden som vi får flere erfaringer, kan vi udlede reglerne, og vi bliver mere og mere kompetente. Jo mere vi øver os, jo bedre bliver vi, og som eksperter kender vi reglerne så godt, at vi bruger dem uden at tænke over det. Ubevidst følger vi dem - vi kan det på rygraden, som vi siger i daglig tale.

Men modellen stemmer ikke med virkeligheden, påstår Dreyfus-brødrene. Det er ikke sådan, eksperter arbejder. De følger ikke regler, de kalkulerer ikke, de har ingen faste procedurer. De genkender mønstre og handler intuitivt ud fra dem.

Undervisning uden regler

Vil man udvikle sine og andres kompetencer ud over den øvedes niveau, skal man hen ad vejen droppe reglerne. Kun på den måde bliver der plads til den intuitive intelligens.

Det gælder også undervisning af børn, siger Hubert Dreyfus:

- Helt små børn lærer ved at efterligne. Først når de bliver lidt større, begynder vi at lære dem regler. Det pudsige er imidlertid, at dem, som kommer op på ekspertniveauet, går i lære igen. De fleste Nobelprismodtagere kommer fra andre Nobelprismodtageres laboratorier. De følger ikke længere regler; de finder sig en læremester, hvis stil de imiterer. I læremesterens laboratorium lærer de, hvilke mønstre man skal lægge vægt på, hvor præcis man skal være og så videre. Dét findes der ingen regler for. Det kan man kun tilegne sig ved at gå i lære.

Imitation er i det hele taget vigtig for kompetenceudviklingen, mener Hubert Dreyfus. For en række år siden var han og Stuart optaget af en amerikansk tennisinstruktør, som lærte sine elever at spille tennis uden brug af regler. På hans tennisskole hørte man ikke et ord om, hvordan man skal holde på ketsjeren eller slå et baghåndsslag. Der var slet ingen regler. I stedet viste han eleverne videooptagelser af de store mestre. Dem skulle de efterligne.

Tennistræneren lavede, fortæller Hubert Dreyfus, blandt andet en øvelse, hvor han bad eleven medvirke i en film. Filmen skulle handle om en stor tennisstjerne, der vandt sin afgørende finale, og eleven skulle spille stjernen. På forhånd havde træneren lavet en video, som viste vinderbolden, der suste over nettet og ramte krydset mellem baglinjen og sidelinjen uden chance for modstanderen.

Bolden var altså vundet. Det skulle eleven ikke bekymre sig om. Han skulle bare gå ind og slå til boldene, som en mester vil gøre det. Bagefter ville tennistræneren klippe de to videosekvenser sammen.

Trænerens historie om videoen var pure opspind. Den var et skalkeskjul for at fjerne præstationspresset fra eleven. Men resultatet var imponerende, husker Hubert Dreyfus. I løbet af et par timer kunne træneren lære småfede damer, der aldrig nogensinde havde dyrket sport, at spille godt tennis. De imiterede eksperternes stil uden tanke for, hvad man skal. Hubert Dreyfus siger:

- Jeg spurgte ham engang, om princippet om undervisning uden regler kunne overføres til alle former for kompetenceudvikling og undervisning, og han svarede ja. Selv matematik skal læres uden regler. Jeg ved ikke, om han har ret, eller om der er nogle vidensområder, hvor vi bliver nødt til at bruge regler, men jeg er sikker på, at vi i den vestlige verden er alt for tilbøjelige til at undervise i regler. Vi er ødelagte af vores filosofiske tradition, der med Leibniz' ord påstår, at der ligger en regel bag enhver færdighed. I Østen lægger de meget mere vægt på efterligning.

Prøv det hele

Eksaminer, prøver og evalueringer er også et barn af den vestlige, filosofiske tradition fra Leibniz, rationalisterne og oplysningsfilosofferne, siger Hubert Dreyfus. Evalueringerne passer derfor meget dårligt til hans og broderens teori om ekspertise og færdighedsudvikling:

- Evalueringer forudsætter, at man kan skille viden ad i smådele, lokalisere reglerne og lægge skemaer for, hvilke regler man skal lære hvornår. Men man kan ikke skille viden ad. Ikke på ekspertniveau. Hvis man vil evaluere på en måde, som respekterer vores viden om ekspertise- og kompetenceudvikling, må man bede eleverne udføre hele færdigheden. Som når violinbyggerlærlingen bliver bedt om at bygge en violin. Når violinen er færdig, bliver den afprøvet af en dygtig violinist; hvis violinen er god, består eleven, hvis ikke, dumper han.

Der er ikke noget i vejen for, at man som lærer eller lærermester går ind og coacher eleverne ved at fortælle dem, hvor der er problemer med for eksempel malingen, og det kan man gøre både i løbet af processen og bagefter, men hvis man vil vide, om de mestrer en bestemt færdighed, er der kun en ordentlig test: Lad dem gøre det, siger Hubert Dreyfus:

- Man kan ikke teste færdigheden ved at dele den op i dele, hvor de for eksempel maler én ting og lakerer en anden, da det ikke er et formål for eleverne at opnå færdighed i disse deloperationer i sig selv, men kun for så vidt de passer ind i helheden.

Mikkel Hvid er freelancejornalist

Kompetencestigen

Der er fem trin på den kompetencestige, Hubert Dreyfus normalt bruger: begynder, avanceret begynder, kompetent, kyndig og ekspert.

Men ekspert er ikke det højeste trin. Der findes to højere, siger han.

Over ekspertniveauet ligger det, Dreyfus-brødrene kalder innovator. Den legendariske skakspiller Bobby Fischer fra USA var innovator. Nogle af hans træk blev fordømt af andre eksperter, men de viste sig at være gode. Hubert Dreyfus forklarer:

- Han genkendte mønstre, som ingen andre så. Det er den eneste måde, vi kan forklare hans kompetence.

Innovatorerne spiller det samme spil som de andre, de spiller det bare på en lidt anderledes måde; en måde, som senere bliver anerkendt af alle andre.

På det højeste kompetencetrin finder vi dem, Dreyfus-brødrene kalder verdensåbenbarerne. For dem handler det ikke om at spille det samme spil bedre, men om at finde et nyt spil.

Verdensåbenbarerne viser sig i overgangen fra én orden til en anden. Det er folk som Jesus, der viste vejen fra den antikke verden til den kristne, og Descartes, der førte os fra middelalderen til moderne tid ved at påstå, at alt er en relation mellem objekter og subjekter.

Intuitiv intelligens er en forudsætning for verdensåbenbarerne, men på deres kompetenceniveau er det ikke nok, siger Hubert Dreyfus:

- Hvis man vil uddanne verdensåbenbarere, kender jeg kun ét middel: Historieundervisning. Historien kan frigøre eleverne fra fornemmelsen af, at alt er, som det altid har været. I historien kan de se, at de store verdensåbenbarere også kun var mennesker.

Man kan ikke teste færdigheden ved at dele den op i dele