Skoleleder får stor erstatning

DLF spændte økonomisk sikkerhedsnet ud

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

43-årige Kjerstine Kristensen blev degraderet fra skoleleder til viceskoleinspektør, da politikerne i Blaabjerg Kommune i Vestjylland op til dette skoleår nedlagde den lille Kvong Skole. Men Kjerstine Kristensen nægtede at skrive viceskoleinspektør på sit visitkort.

Hun gik til Danmarks Lærerforening, som sørgede for, at lokalpolitikerne kom til at ryste op med en økonomisk kompensation, som tjenestemænd har krav på i en sådan situation. Sagen endte i et forlig, som betyder, at Kjerstine Kristensen fortsætter som overlærer med slutløn på Lunde Skole. Derudover får hun en halv million kroner i erstatning. Det svarer til den løn og pension, hun går glip af i de næste cirka 40 år, fordi hun ikke længere er skoleleder.

Blaabjerg Kommune er ikke ene om at forsøge at slippe for at betale erstatning for at degradere eller afskedige tjenestemænd. Loven siger ellers, at kommunen enten skal finde en anden passende stilling til vedkommende eller betale rådighedsløn i tre år og derefter pension i resten af livet.

- Selv om reglerne er klare, er der tendens til, at flere og flere kommuner lader sagerne gå til landsretten i et forsøg på at fåændret medarbejdernes retsstilling. Samtidig spekulerer de i den lange sagsbehandling ved domstolene, siger konsulent Svend Erik Christiansen fra DLF.

- Så længe sagen står på, skal medarbejderen passe det job, kommunen har tilbudt. Men kommunerne ved godt, at de færreste kan holde til at arbejde under protest, indtil en sag er afgjort. Det kan vare op til tre år, så mange finder et andet job i mellemtiden, siger Svend Erik Christiansen.

Fagretlig tryghed

Kjerstine Kristensen havde det da heller ikke godt med udsigten til, at hun skulle arbejde som viceskoleinspektør i så lang tid. Hun var parat til at søge en anden stilling. Men så billigt skulle Blaabjerg Kommune ikke have lov at slippe.

- Vi rådede Kjerstine Kristensen til, at hun skulle passe jobbet som viceskoleinspektør, så længe vi forhandlede med kommunen. Hvis det så viste sig, at vi ikke kunne opnå et tilfredsstillende forlig, skulle hun straks holde op. Så ville vi betale hende løn som skoleleder, indtil der faldt dom i sagen, siger Svend Erik Christiansen.

Det er nyt, at Lærerforeningen på denne måde spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud under et medlem. I den konkrete sag ville kommunen have været nødt til at ansætte en ny medarbejder med det samme. Samtidig var der stadig risiko for, at man ville tabe sagen.

Kjerstine Kristensen er godt tilfreds med, at hun har en stor og økonomisk stærk fagforening bag sig. Det gav hende en fagretlig tryghed.

Svend Erik Christiansen betragter forliget som en sejr, fordi det ligger meget tæt op af Lærerforeningens krav til en passende erstatning for degraderingen.

- Forliget viser, at Kjerstine Kristensen havde ret til rådighedsløn. Men hun ønsker ikke at fremstå som en krakiler. Derfor var det godt med et forlig for hende. Der er heller ingen, der har betvivlet hendes evner som leder. Hun blev udelukkende degraderet, fordi Kvong Skole skulle lægges sammen med naboskolen, siger Svend Erik Christiansen.

Henrik Stanek er freelancejournalist