Artiklen 'Seminarier strammer op' i Folkeskolen nummer 34 beskæftigede sig med den nye læreruddannelse. Der er indført deltagelsespligt. Stor var min forbavselse, da jeg forstod, at ordet var en nyskabelse. Det betyder ikke mødepligt i gammeldags forstand. Seminarierne må selv lokalt opstille reglerne for, hvordan den studerende skal opfylde deltagelsespligten.

Fire spørgsmål melder sig hos mig:

1. Mon lovgiverne var klar over, at begrebet deltagelsespligt kunne fortolkes, og at de enkelte seminarier selv skulle opstille regler?

2. Jeg har fantasi til at forestille mig, at ganske megen tid og mange ressourcer fremover vil komme til at gå med diskussioner om de af seminariet opstillede regler. For de studerende bliver det næsten uundgåeligt et spørgsmål om, hvor stor frihed man kan få til at bestemme over sig selv og sin tid. Er det rimeligt at bruge ressourcer på samtlige seminarier først på at fastsætte regler og dernæst på- for hver ny årgang studerende - at skulle igennem en debat om reglerne?

3. Har lovgiverne mon gjort sig forestilling om, hvad administrationen af det nye begreb deltagelsespligt kan komme til at koste? For det ville da være en dårlig fagforening, seminarielærerne har, hvis den ikke stillede krav om kompensation for alt det merarbejde, der følger. For nu skal der ikke blot undervises og forberedes. Nu skal der også afsættes tid til at mødes med den enkelte studerende vedrørende dennes studiejournal.

4. I øvrigt troede jeg, at det var et helt bærende element i netop en uddannelse til lærer, at undervisning i de enkelte fag foregår i en dialog mellem læreren og de studerende, blandt andet fordi en drøftelse af videreformidlingen af stoffet er helt central, og det forudsætter jo i almindelighed, at begge parter er fysisk til stede. Jeg troede også, at man var klar over, at der var problemer i så henseende i læreruddannelsen, og at det blandt andet var det, der skulle ændres med en ny lov. Seminarielærer Finn Hald skrev i Politiken den 26. september 1996 om den nye læreruddannelse og herunder om at tildele faget dansk mere tid: 'Danmarks Lærerforening, undervisningsministeren og flertallet i seminarierådet gør sig skyldige i illusionsmageri. Den almindelige borger går naturligt nok ud fra, at mere tid til faget betyder, at den studerende faktisk skal arbejde mere med faget under kompetent ledelse og kontrol. Men det er ingenlunde tilfældet. Forslaget betyder, at seminarielæreren får flere timer at undervise i. Og det er sandelig noget helt andet. At være tilmeldt en læreruddannelse indebærer ikke - hvis vi ser bort fra deltagelse i praktik - deltagelse i andet, end hvad den enkelte studerende selv finder mere fornødent, mere interessant eller vigtigere end så meget andet (som for eksempel lønnet arbejde, fritidsvirksomhed, studieophold i udlandet, udenlandsrejser og så videre) . . . Undervisningsministeren har ingen planer om at ændre på bestemmelserne om læreruddannelsen som et frit studium.'

Jeg forstår godt Folkeskolen-artiklens vending 'den famøse paragraf 11 i bekendtgørelsen om deltagelsespligt'.

Niels Jørgen Bisgaard

København