I Folkeskolen nummer 37 læste jeg, at Anni Herfort Andersen synes, at lærernes løn er udmærket, selvom den naturligvis kan blive bedre. Dette fremgik i et svar til Anthon Tetsche fra Ørsted, som mente, at vores løn ikke er god nok.

Da jeg i Anni Herfort Andersens svar erfarede, at vores formand og topforhandler i de kommende overenskomstforhandlinger såmænd ikke opfatter vores løn som ringe, blev jeg stærkt chokeret, forurettet og meget vred.

Hvordan kan vores egen formand og topforhandler på forhånd afskrive en væsentlig lønstigning? For det er jo det, der må komme ud af, at vores formand ikke varetager vores interesser. I denne forbindelse må det nævnes, at en væsentlig lønstigning skal være cirka 4.000 kroner mere om måneden!

Som ny og ung lærer er det bestyrtende, at vores formand ikke forstår at indleve sig i den barske hverdag, som den almindelige lærer står i hver eneste dag. En hverdag, som er så krævende, at en lønstigning er påkrævet, hvis man vil undgå en flugt fra folkeskolen blandt nye, unge lærere.

Det nytter altså ikke at give op på forhånd, og når vores formand på den måde kan give op, før forhandlingerne er gået i gang, er det skræmmende og stærkt bekymrende. Eller drejer det sig blot om, at vores formand ikke kan huske, hvordan den barske hverdag er?

Uanset om Anni Herfort Andersen ikke kan huske, hvordan livet i folkeskolen er, eller om Anni Herfort Andersen ikke synes, at vi skal have mere i løn, bør hun trække sig fra sin post som formand og topforhandler. Vi kan jo ikke være tjent med en formand, som på den måde støtter arbejdsgiveren, mere end hun støtter os. Derfor, kære Anni Herfort Andersen, træk dig omgående fra din post, lad andre med større indlevelsesevne og tættere kontakt til os ude i klasseværelserne føre de kommende forhandlinger.

Lars Ravn Holm

København

Svar

Jeg vil gerne først erklære mig enig i, at lønniveauet ikke er rimeligt i forhold til de krav, der stilles til en lærer i dag. Krav, som jeg udmærket kender. Min bemærkning om lønnen var alene relateret til, at dens nuværende størrelse ikke skal forhindre os i at knejse med nakken i professionel stolthed over det arbejde, vi udfører. En professionel stolthed er nemlig en væsentlig del af det signal, der skal fortælle offentlighed og arbejdsgiverparter, at vi er mere værd, end vores nuværende løn er udtryk for.

Jeg må samtidig erklære mig dybt uenig med dig, når du tror, at jeg har givet op på forhånd. Et overenskomstforløb er imidlertid andet og mere end kravopstilling. I den sidste ende kan der blive tale om en konflikt, hvis arbejdsgiverparten ikke vil honorere de formulerede krav i et rimeligt omfang. Succesen af en sådan konflikt er i høj grad afhængig af, hvordan den enkelte oplever det, der skal konfliktes for. Overbudskrav, som kun få tror på, giver modparten alle kort på hånden. I denne tænkte situation har vi reelt kun to lige dårlige muligheder. Vi kan prøve at skjule vores svaghed ved umiddelbart at acceptere det, man vil give os. Eller vi kan forsøge at spille med musklerne i en konflikt, der på forhånd er håbløs grundet intern splittelse og uenighed. I begge situationer bliver vi til grin og mister troværdighed.

I den forbindelse har jeg fortsat fuld tillid til, at kongressen opstiller krav, som medlemmerne også vil kæmpe for, hvis det skulle blive nødvendigt.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF