Vestager åbner værktøjskasse

Lærere kan udvikle deres undervisning ved hjælp af ministeriets værktøj på Internettet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fremover kan lærere udvikle kvaliteten af deres undervisning ved hjælp af Internettet. De skal blot klikke sig ind på Undervisningsministeriets nye værktøj, 'Kvalitetsudvikling i Folkeskolen'.

Systemet byder på en konkret og systematisk måde at evaluere et givent undervisningsforløb på. Samtidig kan det være med til at klæde Margrethe Vestager bedre på som undervisningsminister.

Beskrive- og evalueringsværktøjet har været undervejs i et par år, og der er allerede skrevet og sagt meget om det. Men nu er det her, udviklet af PLS Consult og klar til brug. Det skal så mange lærere som muligt have at vide, så i dette nummer af Folkeskolen giver ministeriet i en seks sider lang annonce en introduktion til, hvordan man bruger systemet. Annoncen giver også et indtryk af de muligheder, der ligger i systemet.

- Evalueringen foregår på edb, så det er vigtigt, at lærerne får en step by step-vejledning, siger kontorchef Jørn Skovsgaard fra grundskoleområdets indholdskontor i Undervisningsministeriet. Han kalder systemet for en hjælpende hånd til den evaluering, lærerne foretager i forvejen.

- Fidusen er, at de kan arbejde mere systematisk end hidtil. Og så har systemet en fabelagtig hukommelse. Når en lærer skal evaluere sin undervisning, husker systemet alle de mål og handlingsplaner, han tastede ind et år tidligere. Hans erindring vil ikke spille ham et puds, siger Jørn Skovsgaard.

Alle oplysninger kommer til at ligge på en server i København. Men Jørn Skovsgaard forsikrer, at der ikke er noget 'Big Brother's Watching You' over systemet, der er omgærdet af den højeste sikkerhed inden for edb, og lærerne bestemmer selv, om deres materiale skal være tilgængeligt eller ej. De må dog ikke skrive om navngivne elever.

- Vi går ud fra, at lærerne kender reglerne på det område, siger Jørn Skovsgaard.

Der er to årsager til, at evalueringsværktøjet ligger på Nettet og ikke på cd-rom. Dels får lærerne glæde af de forbedringer, som kommer hen ad vejen, dels kan de få et indblik i, hvad andre lærere lægger ud på Nettet.

Jørn Skovsgaard afviser, at systemet kan bruges til at sammenligne skoler med. Kontorchefen erkender dog, at der kan komme et vist pres på en skole, hvis den som den eneste i en kommune ikke stiller sine erfaringer til rådighed for andre.

Debat bliver bedre

I takt med at lærere lægger eksempler på deres undervisning ud på Nettet, hjælper de undervisningsminister Margrethe Vestager.

- Jeg vil gerne have så konkret viden som muligt om undervisningen. Det vil i det hele taget give et bedre grundlag at diskutere folkeskole på, hvis forældre og andre interesserede kan se eksempler på, hvad der foregår. Jeg er en ung minister, men det er allerede 20 år siden, at jeg gik i 3. klasse. I de år har undervisningen udviklet sig, og det skal vi have eksempler på, siger Margrethe Vestager.

Hun mener, at offentliggørelsen kan bidrage til at give lærerne et bedre image.

- Lærerne kan opnå respekt som en vigtig person i børnenes liv, hvis de er åbne om deres arbejde. Det er bedre, at de selv fortæller, hvordan de underviser, frem for at overlade det til dagspressen, siger undervisningsministeren.

Hun er klar over, at kritikere vil pege på, at lærere kun lægger deres succeser ud. Men hun forventer ikke, at systemet skal give et objektivt og entydigt billede af folkeskolen.

- Hvis lærere med dårlige erfaringer går på Nettet og læser om lærere med gode erfaringer, så kan de gode erfaringer forhåbentlig rette op på de dårlige, siger Margrethe Vestager.

Fordele og ulemper

En hammer kan bruges til at slå søm i. Den kan også bruges til at slå ihjel.

Sådan har pædagogisk konsulent Marianne Nykjær Madsen fra Danmarks Lærerhøjskole i Århus det med evalueringssystemet fra Undervisningsministeriet. Det kan bruges med fordel, og det kan misbruges.

- Lærere kan ikke længere nøjes med at snakke om undervisningen over kaffen. De skal kunne analysere, forklare og begrunde deres valg af metode. Derfor har de brug for et redskab, der kan hjælpe dem med at kvalificere deres samtale, og det giver dette værktøj mulighed for, siger Marianne Nykjær Madsen. Hun mener, at det springende punkt er, hvad knappen til offentliggørelse skal bruges til.

- Jeg kan ikke umiddelbart gennemskue, hvad der sker med de erfaringer, som lærerne lægger ud. Men Finansministeriet tænker mere på uddannelse end på dannelse. Det har vi netop set under debatten om 10. klasse, så jeg frygter, at visse politikere vil udnytte offentliggørelsen til i højere grad at ville styre undervisningen ved at kræve andre læseplaner, siger Marianne Nykjær Madsen.

- Grundlæggende handler det om, hvorvidt vi tror på det menneskesyn, folkeskoleloven bygger på. Hvis vi gør det, så kan værktøjet bruges godt, og jeg vil gerne tro det bedste, siger hun.

Henrik Stanek er freelancejournalist