Der skal være en realisme i det mandat, der bliver resultatet af overenskomstkongressen i Danmarks Lærerforening i denne uge. Der skal stå i kongresvedtagelserne, hvad lærerne vil opnå ved forhandlingsbordet, men de skal også formuleres, så de rummer en realistisk mulighed for et forlig med arbejdsgiverne. Ellers er risikoen overhængende for, at lærerne vil opleve det endelige forhandlingsresultat som en kolossal faneflugt.

- Der findes ikke et tagselvbord for lærere ved overenskomstforhandlingerne, konstaterer sociolog og mangeårig forsker i det offentlige arbejdsmarked Jesper Due.

- Forhandlerne skal have en opbakning, man skal føle, at man har noget at stå sammen om. Men man må ikke se bort fra, at formålet er, at man skal blive enig med arbejdsgiverne. Jo længere væk fra arbejdsgiverne organisationen befinder sig, jo større er risikoen for et regeringsindgreb.

Jesper Due har tidligere deltaget i adskillige DLF-kongresser. De senere år har han fulgt Lærerforeningen fra sidelinjen og iagttaget, hvilket kolossalt pres der er lagt på DLF fra stat og kommuner forud for næste års overenskomstforhandlinger:

- Jeg synes, lærerne er defensive, passive og negativt afvisende, siger Jesper Due og mener reelt, at det er for sent for DLF at være offensiv nu.

- Det er afgørende, at man har en strategi for, hvad man vil, mere end for alt det, man ikke vil. Lærerne kommer ikke langt med en holdning, der siger 'vi er de professionelle, der ved, hvad der er ret og rimeligt i forhold til det pædagogiske'. Derimod er det vigtigt, at lærerne bidrager til at tilføre den pædagogiske debat kvalitet, så samfundet, borgerne, føler, at de får den skole, de betaler for.

- Man kan jo se nu, at arbejdsgiverne i høj grad bruger pædagogiske argumenter. Kommunerne mener, at de kan få bedre kvalitet og mere undervisning for de samme penge, og der må man jo sige som borger, at det krav er de nødt til at bære frem.

- Hvis lærerne bare er imod og imod, så ryger de simpelthen af banen.

Symbolsk handling

Jesper Due og hans kollega Jørgen Steen Madsen har tidligere peget på det såkaldte realismeparadoks i Lærerforeningen. Ude på skolerne og ude i de lokale kredse, der tilpasser lærerne sig nødvendigheden og går ind i masser af kompromiser. Men den realisme kan ikke etableres, når kredsformændene er samlet på kongressen, fordi man ikke må 'sælge ud'.

- Sådan en kongres er i høj grad en symbolsk handling, hvor man signalerer sammenhold. Men hvis mandatet er formuleret, så forhandleren omtrent ikke har nogen muligheder for at bevæge sig, og afstanden er alt for stor til de signaler, arbejdsgiverne har sendt ud, så bliver det overordentligt vanskeligt, konstaterer Jesper Due og tilføjer, at selv om det er vigtigt med en opbakning bag forhandlerne, må forhandlerne ikke lade sig betragte som marionetter. Så behøvede man jo slet ikke at sidde og forhandle i ugevis - så kunne man bare sende kongressens krav frem med posten.

Jesper Due gør forud for kongressen opmærksom på, hvor vigtigt det er, at lærerne er opmærksomme på, at en overenskomstforhandling ikke er et 'tab eller vind-spil', men helst skulle blive et spil, hvor begge parter føler sig som vindere:

- Der er grænser for, hvor meget man skal prioritere sine krav på forhånd.

Arbejdsgiverne følger naturligvis også forhandlingerne på kongressen nøje - men de er mindst lige så opmærksomme på, hvor lærerne står ude i kommunerne, og hvor der eventuelt er forskelle på Lærerforeningens officielle overenskomstudspil og det, man vil ude blandt medlemmerne.

- Kommunernes Landsforening har også et hensyn at tage, når det gælder, hvad de kan tillade sig at gøre ved folkeskolen. Der er grænser for, hvor meget man kan pisse på lærerne uden at pisse på demokratiet. Men samtidig er det vigtigt, at lærerne ikke isolerer sig så meget fra samfundet, at de ikke er med på, hvad der rører sig. DLF har aldrig stået stærkere end dengang, de formulerede 'Fremtidens skole' og dermed satte hele den pædagogiske dagsorden.

- Det bliver jo et spørgsmål om, hvem der har de bedste argumenter. Folkeskolen er jo trods alt ikke til for lærerne, men det er en forudsætning for en god folkeskole, at lærerne fungerer hensigtsmæssigt og effektivt.