Musen bider børn

De første tilfælde af museskader hos børn er begyndt at dukke op

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig blev en niårig dreng henvist til fysioterapi, fordi han led af kraftig hovedpine.

- Han blev ikke henvist med en museskade, men da jeg spurgte ind til, hvad han lavede, kom det frem, at han brugte en stor del af sin tid foran computeren, fortæller Else Marie Jensen fra Klinik for Fysioterapi i Tommerup på Fyn.

Drengen havde overanstrengt sine muskler i den arm, han styrede musen med. Selv om man kun bruger små fine bevægelser med en enkelt finger, når man klikker på musen, så spændes musklerne op gennem armen til skulderled og nakke. Det sker især, mens fingeren stritter op i luften over musen, klar til at klikke.

Når spændingerne står på for længe, udløser det hovedpine.

- Hvis drengen havde klaget over smerter i armen i stedet for hovedpine, havde det været let for forældrene at finde årsagen, nemlig at han sad for længe ved computeren. De tænkte ikke over, at det også kunne føre til hovedpine, siger Else Marie Jensen.

Indtil videre drejer det sig dog kun om ganske få børn.

- Heldigvis er de fleste børn gode til at lytte til deres krop, så hvis det begynder at gøre rigtig ondt i armen, holder de en pause fra computeren. Men jeg frygter, at den sans bliver svækket, i takt med at børnene begynder at lege med musen som tre-fireårige.

- Hvis børnene oplever succes ved computeren som helt små, vil computeren stjæle den tid, de skulle lære at bevæge sig i, og så mister de evnen til at lytte til deres krop, siger Else Marie Jensen.

stan