Danske børn læser dårligt', 'Lærerne underviser for lidt', 'Skolen svigter børns trivsel', 'Lærerne mangler faglig viden'.

Hvis man følger med i pressens dækning af folkeskolen, er det den slags overskrifter, der springer i øjnene sammen med beretninger om specielle forsøg, særprægede indlæringsformer og eksotiske skolerejser.

Folkeskolen fremstilles som et påén gang dystert og fascinerende sted og som et sted, alle og enhver kan have en kritisk holdning til.

Men ligner virkelighedens folkeskole det billede, som medierne tegner?

Ole Pedersen, der er forstander for Den Frie Lærerhøjskole og med i redaktionen for tidsskriftet Kvan, ryster på hovedet.

- Indoktrineringsdebatten i 1970'erne var begyndelsen på en radikal ændring af kravene til folkeskolen. En ændring, der har præget debatten lige siden. Omtalen af den store internationale læseundersøgelse er et eksempel på, hvordan man ser på folkeskolen. Det blev slået stort op, at danske børn læser dårligt i 3. klasse. Men man bemærkede knap nok, at de læser meget godt i 8. og 9. klasse. Debatten om skolen er præget af destruktion og kritik på en sådan måde, at folkeskolen og dens lærere efterlades ganske værgeløse, siger han.

Lærere skal blande sig

Kritikken af mediernes dækning blev fremlagt på et symposium, som tidsskriftet for læreruddannelse og folkeskolen Kvan og Folkeskolen for nylig arrangerede. Målet var at diskutere, hvordan lærerne kan sætte en ny dagsorden, og det er der behov for ifølge formanden for DLF, Anni Herfort.

- Forhandlingsgeografien er i dag sådan, at alle har lov til at blande sig og til at sætte dagsordenen. Hvis Ugebrevet Mandag Morgen bringer en undersøgelse, er det den, der styrer debatten en tid, selvom den siden viser sig at være fyldt med fejl.

- Vi kan godt fra Danmarks Lærerforening forsøge at bringe andre synspunkter frem, men når vi gør det, bliver vi beskyldt for at have en skjult dagsorden. Derfor må lærerne selv blande sig mere og tage del i den lokale debat. Det er en borgerret at give sine meninger til kende, siger hun.

Måske er problemet, at pressen i modsætning til folkeskolen er styret af økonomisk tænkning. Det mener formanden for Danmarks Matematiklærerforening, Lene Christensen.

- Medierne skriver om det, der er målbart. For eksempel om undersøgelser, der viser, hvor ringe det står til med bestemte færdigheder, men det er meget svært at måle, hvad et helt menneske er. Derfor er det vanskeligt at skabe gode pressehistorier om læreres arbejde.

Pressen i anden række

Hvis lærerne opdager sensationen i den normalitet, som vi bevæger os rundt i, vil vi blive bedre hørt i det offentlige liv, mener formanden for Dansklærerforeningen, skoleleder Jens Raahauge.

- Vi kan ikke ændre medierne, men vi kan handle ud fra en afdækning af, hvad vi faktisk kan i skolen. Det vigtigste må være, at lærerne hele tiden udvikler sig gennem dialog blandt andet med børnene. Så kan pressen komme i anden række, siger han.

Lærernes holdning til deres profession og deres selvagtelse er nøglebegreber, hvis de skal være med til at sætte en ny dagsorden i debatten. De skal væk fra forsvarspositionerne, de skal vedgå sig glæden ved at undervise, og de skal holde fast i, at lærergerningen er noget af det vigtigste i samfundet.

Men de skal også væk fra det skråsikre.

- Vi skal turde sætte vores eget udsagn på spil, siger afdelingsinspektør Mogens Krabek, Danmarks Lærerhøjskole i Odense.

- Som lærere er vi nødt til at forholde os til vores egen verden. Hvad er det for grundlæggende kundskaber, vi skal videregive? Det har været underforstået i generationer, men hvad er det? Lærere er tilbøjelige til at være for abstrakte og til at bruge begreber fra vores egen verden. Skal vi turde stå frem i debatten, må udgangspunktet være, at vi gør os forståelige for andre. Også på deres sprog og med deres udgangspunkt.

Seminarielektor Søren Smith fra Højvangsseminariets forskningsafdeling:

- Det er forkert at tænke i mediestrategi. Man må tænke på, hvad folkeskolen har brug for, og det er, at lærerne kommer i dialog om deres egen situation. I dag er der en udbredt hjemmeblindhed blandt lærere. Den må man væk fra, og det kommer man ved at blive bedre til at udtrykke sig. Men det handler ikke bare om at få et bedre sprog. Det handler først og fremmest om, at der skal foregå en udvikling. Udgangspunktet for den kan passende være spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for børnene?

Sproget bliver indforstået

Udvikling eller ej. Når det handler om presse og offentlighed, må det afgørende være at kunne formulere, hvad man står for, så forældre og journalister kan forstå det.

Lærere er tilbøjelige til at formulere sig enten i et pædagogisk mandarinsprog bestående af abstrakte begreber eller i brede begreber, som ingen kan være uenige i. Og som ingen derfor kan bruge til noget.

- 'Det hele menneske' og 'ansvar for egen læring'. Jeg er lige ved at sige, at jeg ikke forstår, hvad de begreber dækker over. Vi bruger den slags brede vendinger som erklæring og beskyttelse i stedet for at konkretisere tingene. Termer og modeord tages op og bliver en del af et elastiksprog, uden at man kan gøre rede for, hvad de betyder. Vi skal kræve en modtagerrettet kommunikation af os selv, siger seminarielektor Bodil Nielsen, Zahles Seminarium.

Chefredaktør Thorkild Thejsen, Folkeskolen:

- Problemet lærere imellem og lærere og journalister imellem er, at man ikke har et sprog i forhold til det, der foregår i skolen. På den ene side har man snakken på lærerværelset og på den anden side snakken på Lærerhøjskolen. Et eller andet sted imellem disse yderpunkter burde der være et fagligt diskussionssprog, der meget tydeligere kunne sætte ord på, hvad det er, der sker mellem skolens børn og voksne. Men den findes ikke. I forhold til medierne kan man sige, at lærere bliver nødt til at være konkrete, for at de kan få beskrevet og forklaret, hvad der foregår, når børn lærer noget.

Lærer Bente Bahn Larsen, Kolind Centralskole, får det sidste ord.

- Samfundet er faldet fra hinanden, og hver gang, der kommer en ny statistik om et eller andet samfundsproblem, ender det med at blive folkeskolens problem. Det er utroligt, hvordan vi lader os trække rundt. Vi bliver simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der er vores opgave, og hvad der ikke er. Vi bliver nødt til at formulere, hvad vi kan.

Jan Kaare er freelancejournalist