I sit svar i Folkeskolen nummer 37 kommer Erik Håkonsson det nærmeste, jeg endnu har set fra en såkaldt ekspert, til min påstand om, at der er sket en - oven i købet væsentlig - forringelse af resultaterne af læseindlæringen her i landet.

Det er der ikke, siger han, så vidt jeg kan tolke ordene, idet han dog samtidig erkender, at der hos for eksempel de 'gamle' småbørnslærerinder kan være tale om kvaliteter, '. . . vi med føje kunne forsøge at genfinde'.

Det fremgår imidlertid ikke, hvilket tidsmæssigt udgangspunkt han tager for sit udsagn, og det er vist ikke helt uvæsentligt, når man skal vurdere et forløb.

Jeg er nødt til at tage udgangspunkt i 50'erne. I den periode fik jeg lært tre førsteklasser at læse, det vil sige lidt over 100 børn. De havde ifølge sagens natur ikke gået i børnehaveklasse, og ingen af dem kunne læse i forvejen, end ikke i ordets mest elementære forstand, men naturligvis var de i varierende grad bekendt med bogstaver og deres funktion. Disse børn blev - ligesom mine kollegers - for 98-99 procents vedkommende i stand til at læse i elementær forstand ved udgangen af 1. klasse. Hvis man tror, at disse resultater blev opnået i kraft af en kæft, trit og retning-pædagogik, lægger man sig på en populær, men fejlagtig opfattelse. Jeg har i hvert fald aldrig kunnet konstatere, at mere 'strikse' lærere på dette felt kunne fremvise bedre resultater.

Af hensyn til den følgende argumentation er jeg nødt til at nævne, at jeg ofte havde studiebesøg af kolleger fra de andre nordiske lande. På baggrund af disse kontakter er det min klare opfattelse, at de mere eller mindre implicitte læsemål for begyndertrinnet i Norden i det væsentlige var identiske.

Jeg erkender altså, at jeg ikke kan dokumentere min påstand, men når jeg ikke desto mindre fastholder den, sker det på grundlag af en række 'indicier'. Når jeg nemlig ser

1. undervisningsmål for udgangen af 3. klasse beskrevet, så de svarer til, hvad vi dengang anså for naturligt at nå ved udgangen af 1. klasse,

2. en statistisk polarisering af eleverne, så der sker en alarmerende stigning i gruppen af dårlige læsere (der kan ikke være nogen form for trøst for dem at hente, ved at gennemsnittet eventuelt fastholdes ved en tilsvarende vækst i den anden ende af skalaen),

3. en mangedobling af henvisninger til specialundervisning,

4. at internationale undersøgelser dokumenterer, at Danmark på dette felt er blevet klart distanceret af de andre nordiske lande,

5. at der i min nærmeste kreds optræder et uforholdsmæssigt stort antal børn med et læsestandpunkt, som i sin tid ville have givet anledning til løftede øjenbryn,

så må jeg sige, at man efter min vurdering må være både blind og døv eller udstyret med skyklapper af hidtil uset effektivitet for at turde hævde, at læseindlæringen ikke er blevet forringet.

Og hermed er jeg nået frem til at måtte beklage, at jeg blev personlig polemisk i mit forbehold over for Erik Håkonssons status som forsker. Det burde nok mere generelt have været rettet mod Danmarks Lærerhøjskoles læseforskning, som for mig at se kunne være repræsentativ for den kritik, der er kommet til udtryk i en nylig evalueringsrapport, og som i Folkeskolen nummer 36 er refereret på blandt andet følgende vis:

'Det, som burde være forskning, er udviklingsarbejde for folkeskolen, og det er problematisk, for som forskningsinstitution skal Danmarks Lærerhøjskole kunne forholde sig kritisk og uafhængigt til folkeskolen og dens problemer.'

Mit ønske til forskningen? En nøgtern og fordomsfri analyse af, hvad der afsporede den læseindlæring, der tidligere lykkedes bedre. Mere nærliggende og meningsfyldt projekt for danske læseforskere har jeg simpelt hen ikke fantasi til at forestille mig i dagens situation.

Ib Granerud

Frederiksværk

Redaktionen betragter nu debatten mellem Erik Håkonsson og Ib Granerud som afsluttet.