Undervisningsminister Margrethe Vestager får en indflydelse på det danske uddannelsessystem, der lader sig høre, hvis regeringens lovforslag om et nyt evalueringsinstitut bliver vedtaget i næste måned.

Det fastslår evalueringseksperten, lektor ved institut for Statskundskab, Odense Universitet, Peter Dahler-Larsen. Han har nærlæst det 18 sider lange lovforslag, der hedder intet mindre end: Forslag til Lov om Danmarks Evalueringsinstitut og om opfølgning på evalueringer.

Lovforslaget er i denne måned til høring på uddannelsesinstitutionerne i det ganske land og i de berørte faglige organisationer, fra børnehaveklasseledere til professorer.

- Der er i loven ikke gjort noget forsøg på at skabe konsistens mellem evaluering og opfølgning, således at evalueringssystemet så at sige tager sine egne konsekvenser, siger Peter Dahler-Larsen, der for nylig har udgivet bogen 'Den rituelle reflektion - om evaluering i organisationer'.

- Man har derimod bevidst sagt, her er et kæmpehul, og det hul skal fyldes ud af en minister. På den måde er det ærlig snak, det lovforslag. Det er klar tale.

Et meget vidtgående initiativ

Oprettelsen af en 'selvstændig, statslig' evalueringsinstitution skal ses 'som et led i udmøntningen af regeringens plan om styrkelse af kvaliteten i det danske uddannelsessystem', står der i bemærkningerne til lovforslaget. Og videre i paragraf 2:

'Danmarks Evalueringsinstitut gennemfører systematiske evalueringer af uddannelser og undervisningsfag på alle uddannelsesområder.'

Men ikke nok med det: 'Undervisningsministeren kan beslutte, at Danmarks Evalueringsinstitut skal gennemføre andre former for evalueringer, herunder evalueringer af uddannelsesinstitutionens samlede virksomhed eller dele heraf.' (Også paragraf 2).

- Der lægges betragtelige beføjelser ind i den her lovgivning. Det er et meget omfattende og meget vidtgående initiativ. Evalueringsinstituttet skal løse store opgaver. Og man lægger op til, at evalueringerne kan få vidtrækkende konsekvenser, påpeger Peter Dahler-Larsen.

- Evalueringsinstituttet får endog meget betydelige beføjelser med hensyn til indsamling af data. Ja, nærmest ubegrænsede. Uddannelsesinstitutionen kan simpelthen ikke sige nej til at blive evalueret.

Samtidig er det et stykke åben lovgivning, siger Peter Dahler-Larsen. Man kan først se, hvad der faktisk kommer ud af loven, når den bliver fyldt ud med konkret politik.

Evaluering er ikke objektiv

Der bliver tre slagmarker, forventer han: 1) defineringen af evalueringsopgaverne, 2) sammensætningen af evalueringsgrupperne og 3) opfølgningen af evalueringen. Undervisningsministeren vil stå godt rustet.

- Der står ganske vist direkte i lovteksten, at evalueringsinstituttet skal være uafhængigt. Men i paragraf 2 står der lige så direkte, at undervisningsministeren kan bestemme, hvilke typer evalueringer der skal laves, påpeger Peter Dahler-Larsen.

- Så dén paragraf lægger i hvert fald ikke op til, at instituttet skal fungere særligt uafhængigt.

- Det er oplagt, at hvis man har en politisk dagsorden som minister, så kan man bruge den paragraf til at få sat sine ting på dagordenen. Vi kan ikke vide på forhånd, om det sker. Vi kan bare se, at her er der en kæmpe åbning.

Institutlederen sammensætter de ad hoc-evalueringsgrupper, der skal gennemføre de konkrete evalueringer. Det skal være fagfolk, står der i loven, og det bliver så afgørende for evalueringen, hvilken faglighed gruppemedlemmerne repræsenterer og bringer med ind i arbejdet.

Det er et supersensitivt spørgsmål, påpeger Peter Dahler-Larsen. Det ved man fra evalueringer af forskning. Evalueringen er ikke objektiv eller neutral, det viser al erfaring, men er påvirket af evaluatorernes fagsyn.

Ingen mekanisk sammenhæng

Den mest blodige slagmark bliver dog opfølgningen, siger Peter Dahler-Larsen. Hvilket antydes allerede i lovens dobbelt-titel - Lov om Danmarks Evalueringsinstitut og om opfølgning på evalueringer.

Her ligger bomben. Den har et navn: Paragraf 12:

'Undervisningsministeren kan fastsætte regler om evaluering, opfølgning herpå, kvalitetsudvikling, kvalitetskontrol og lærerkvalifikationer, og ministeren kan give uddannelsesinstitutionen, den ansvarlige myndighed, den praktikansvarlige myndighed med flere påbud om opfølgning på disse forhold.'

- Vi ved fra evalueringsforskningen, at opfølgning er et problem. I mange tilfælde kommer der ingen ting ud af evalueringer, i andre tilfælder kommer der noget andet ud af det, end evalueringen egentlig handlede om, siger Peter Dahler-Larsen.

Der er altså ingen mekanisk sammenhæng mellem evalueringen og det, der kommer ud af den. Forholdet er inkonsistent, og den lovgivning, der nu snart formentlig vil komme på området, løser ikke dette klassiske, evalueringstekniske problem.

Loven gør så noget andet, måske i afmagt - den sætter ministeren ind med næsten enevældige beføjelser.

- Loven sætter et kolossalt spillerum af til ministeren til at bestemme, hvad der skal komme ud af evalueringerne med hensyn til de opfølgende handlinger. Ministeren kan sågar give et påbud til de institutioner, der bliver evalueret, siger Peter Dahler-Larsen.

Der er ingen retningslinier i lovteksten for, hvordan påbudet eventuelt skal udledes af evalueringsresultaterne. Det er op til ministeren.

Måske er det mest politik

Peter Dahler-Larsen giver et konkret eksempel: Hvis en evalueringsgruppe har evalueret et eller andet undervisningsprogram eller en eller anden institution og fundet ud af, at lærerne ikke har de kvalifikationer, som evalueringsgruppen synes, de skal have - hvad kan man så gøre?

Ja, man kan nedlægge det pågældende program. Man kan fyre de pågældende lærere. Man kan også opkvalificere dem, man kan sende dem på kursus. Man kan revidere ansættelseskravene i fremtiden. Man kan lave bedre læreruddannelse.

- Alene her er der en håndfuld af forskellige tiltag, som alle hjælper på det samme problem, men som er meget forskellige, og som har meget forskellige konsekvenser, siger Peter Dahler-Larsen.

- Men i lovforslaget står der faktisk på jævnt dansk, at ministeren kan vælge, hvad der skal ske som opfølgning. Altså at ministeren kan vælge, hvilke af de fire-fem ting der skal ske, når en evaluering viser, at det ikke går særlig godt her eller der. Evalueringen selv peger ikke nødvendigvis på den bedste løsning.

Men så er det måske mere politik end egentlig forskningsbaseret kvalitetsudvikling.