Den synlige lærer

Supervision kan hjælpe lærere til at sætte ord på, hvad de vil med undervisningen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Før i tiden tog forældre og elever det for givet, at lærerens måde at undervise på altid var den rigtige. I dag stiller de spørgsmål til hendes praksis. Samtidig kræver loven, at hun underviser eleverne ud fra hver deres forudsætninger. Derfor kan hun ikke længere nøjes med ét lærebogssystem, og mange lærere vil gerne melde ud til omverdenen, hvorfor de bærer sig ad, som de gør.

- Lærere har brug for at få sat ord på den tavse viden, så de kan forklare baggrunden for deres praksis til forældrene i stedet for at blive usikre på omverdenens krav. Det kan de hjælpe hinanden med gennem supervision, siger lektor, cand.psych. Mette Geldmann fra N. Zahles Seminarium. Gennem seks år har hun undervist i supervision.

Der er mange myter om supervision. Nogle tror, at de kan løse alle problemer, hvis de bare får supervision. Andre frygter, at supervision er til for, at de skal kontrolleres, og andre igen mener, at supervision kun er for dem, der ikke selv kan smøge ærmerne op og tage fat.

Mette Geldmann betragter supervision som et redskab til faglig udvikling.

- Hvis lærerne bruger supervisionen til at fokusere på problemerne i det daglige arbejde, bliver den enkelte mere kompetent i sit lærerliv. Det er ikke forfærdeligt at have et problem. Det er en ressource, som man kan bruge til at udvikle sig, så man bliver en bedre lærer. Bare det at sætte fokus på problemet er det første skridt på vejen, hvis det sker i forbindelse med supervision, siger Mette Geldmann.

Der findes forskellige former for supervision. En af de mest udbredte foregår ved, at supervisanten fortæller om en situation, hun har været ude for, og som hun føler sig usikker på. Supervisoren spørger ud om situationen, mens supervisantens kolleger lytter med i baggrunden som reflekterende team. Når de to i fællesskab er nået ind til problemets kerne, sætter de sig ud til siden, og teamet får tid til at tænke højt.

- Det reflekterende team skal ikke sige til hende, at hun bare skal gøre sådan og sådan. De skal bruge deres erfaringer til at tænke højt: 'Kunne det være en idé, at . . .' På den måde kan supervisanten bruge lige nøjagtig de tanker, hun har lyst til, siger Mette Geldmann.

Supervisionen slutter med et nyt interview af supervisanten. Denne gang spørger supervisoren, om supervisanten har fået idéer at arbejde videre med.

- Det kan godt være, at den enkelte lærer i det reflekterende team bliver sur over, at supervisanten ikke vælger at arbejde videre med netop hans tanker. Men der er kun én fokusperson, og det er supervisanten, så hun skal ikke argumentere for, hvorfor hun vælger noget fra, siger Mette Geldmann.

100 års erfaringer

Mette Geldmann oplever tit, at lærere er bange for at melde sig, når hun holder kurser i supervision på skoler. Men efter få gange er der kø for at være den, der bliver superviseret.

- Det er svært at forklare farven blå til nogen, som aldrig har set den. På samme måde er det med supervision. Mange lærere har svært ved at se, at der er forskel på at få et godt råd og selv at få mulighed for at finde frem til en løsning via andres tanker, siger Mette Geldmann og giver et eksempel:

- En mor har fødselsdag. Sønnen spørger mig, hvad han dog skal give hende i gave. Jeg svarer, at jeg har set den yndigste kjole i Magasin, den må lige være noget for hende. Det er et godt råd, som tager udgangspunkt i, at jeg synes, at kjolen er pæn. Men jeg kan også vælge at spørge sønnen, hvor gammel hans mor er, hvad hun laver, og hvad hun interesserer sig for. På den måde bliver han bedre i stand til selv at finde en gave til hende.

- På samme måde er der forskel på, at en lærer spørger en kollega til råds på lærerværelset eller går til supervision. Det kan godt være, at læreren kan bruge kollegaens råd, for det er naturligvis ikke tilfældigt, at det netop er ham, hun spørger. Men hvis hun i stedet tager sit problem med til supervision, kan hun arbejde sig dybere ind i det. Samtidig drager hun nytte af flere lærere og deres erfaringer. Det giver større kvalitet at få tilbagemeldinger fra lærere, der har undervist i 100 år tilsammen frem for at få et godt råd fra én, der har været lærer i ti år, siger Mette Geldmann.

Håndbog om supervision

Når lærerne på en skole først har vænnet sig til at arbejde med supervision, fører det ofte til en anden omgangstone på lærerværelset. Det bliver legalt at tale om de situationer, man føler sig usikker på. Men supervision er ikke noget, man uden videre går i gang med på lærerværelset. Man skal have en professionel supervisor udefra til at sparke det i gang. Så kan lærerne selv overtage supervisionen med tiden.

- Det kræver træning, træning og atter træning af supervisoren, hvis forløbet skal være godt, siger Ellen Nielsen, der er udviklingskonsulent og tidligere lektor ved Den Sociale Højskole.

Ellen Nielsen har netop skrevet en håndbog om supervision. Bogen henvender sig til både ledere og medarbejdere, men det er ikke en undervisningsbog i, hvordan man superviserer. Formålet med bogen er at give de arbejdspladser, der vil indføre supervision, en god start.

Man skal blandt andet vide, at supervision ikke er et diskussionsmøde om teoretiske problemer. Det skal køre stramt og på et i forvejen fastlagt tidspunkt, så deltagerne kan indstille sig på, at de skal til supervision. De skal også vide, hvor lang tid det tager - typisk en time til halvanden - at komme til bunds i et emne. Og de skal sikre sig, at de ikke bliver forstyrret undervejs. Desuden har deltagerne tavshedspligt.

- Supervision er en hjælp, hvor man blandt andet kan få bearbejdet sine frustrationer og følelser af magtesløshed i bestemte situationer, og en hjælp til at udvikle sine arbejdsmetoder, siger Ellen Nielsen.

Supervision er et forholdsvis nyt begreb i folkeskolen. På mange skoler findes det slet ikke, men på lang sigt vil lærerne opdage nytten af at få supervision, mener Ellen Nielsen.

Håndbogen 'Supervision - en mulighed' er sammen med videoen 'Supervision - faglig pejling' et resultat af PULS-projektet fra overenskomstforliget i 1995 mellem Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO, og de kommunale arbejdsgivere. PULS står for Personalepolitiske Udviklingsprojekter i Samarbejde. Såvel håndbog som video præsenteres på den personalepolitiske messe, som KTO, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen afholder i Odense mandag den 21. september.

Håndbog og video kan bestilles hos Kommuneinformation, telefon 3311 3800. Samlet pris: 218,75 kroner.

Henrik Stanek er freelancejournalist