Evaluering uden perspektiv

Uddannelsespolitik i en større sammenhæng drejer sig ikke om institutionspolitik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Lærerhøjskole har som den første uddannelsesinstitution i Danmark været underkastet en institutionsevaluering af sin samlede virksomhed. Mandag den 31. august kom evalueringsrapporten, som allerede har givet anledning til en del presseomtale. Vi er blevet bedt om at give vores egen kommentar til Folkeskolen.

Forskningsbaseret efter- og videreuddannelse

Generelt vurderes Lærerhøjskolens indsats på efteruddannelsesområdet meget positivt. Lærerhøjskolen har udviklet sig til en fleksibel, omstillingsparat institution med et betydningsfuldt og positivt forhold til skolen. Efteruddannelsen vurderes positivt af såvel panelet som Lærerhøjskolens brugere og interessenter. Evalueringspanelet peger gentagne gange på den ' konkurrencefordel' Lærerhøjskolen har i forhold til lærerseminarierne ved at kunne tilbyde en forskningsforankring af efteruddannelsen. Noget som de andre institutioner på markedet ikke kan. Det kan på den baggrund undre, at evalueringsrapporten peger på en ' selvstændiggørelse' af Lærerhøjskolens afdelinger.

En sådan opsplitning af institutionen indebærer nemlig en reel adskillelse af forskningen og efteruddannelsen, og det er netop sammenhængen mellem disse to aspekter af DLHs virksomhed, som efter evalueringspanelets opfattelse har sikret den gode (bedre) kvalitet i DLHs efteruddannelse, og som er forudsætningen for, at denne fortsat kan udvikles i overensstemmelse med skolernes behov. Evalueringspanelets rapport rummer her et forklaringsproblem.

I en tid, hvor Undervisningsministeriet arbejder for en reduktion i antallet af uddannelsesinstitutioner forekommer det ekstra overraskende, at panelet foreslår en opsplitning af den eneste landsdækkende institution og dermed en forøgelse af antallet af institutioner. Opsplitning løser ingen problemer, men forstærker to andre:

Små institutioner har generelt det problem, at de har vanskeligt ved at sikre den nødvendige faglige bredde og dybde i undervisningen. Små institutioner kan ikke sikre de faglige miljøer, som er forudsætningen for fortsat udvikling af kvalitet i uddannelserne, blandt andet fordi de ikke er og ikke vil blive bærere af forskning. Lærerhøjskolens netværk af afdelinger og institutter og netværkene mellem forskere, pædagogiske konsulenter og timelærere sikrer i modsætning hertil den nødvendige forbindelse mellem forskning og efteruddannelse.

En opsplitning af Lærerhøjskolen og altså en opdeling af forskning og efteruddannelse vil yderligere forsinke det tidspunkt, hvor også den ønskelige forskningsforankring af lærernes grunduddannelse bliver en realitet. Grunduddannelsen har efter Lærerhøjskolens opfattelse behov for den styrkelse, som kan ligge i, at dens store styrker: den professionsrettede uddannelse og den tætte forbindelse til skolens praksis i praktikken suppleres med en forankring i national og international pædagogisk og faglig-pædagogisk forskning. Det vil være en forudsætning for sikring af et reelt bachelorniveau for læreruddannelsen.

Forskning til gavn for skolen

Evalueringspanelet forholder sig ikke til kvaliteten eller niveauet i de enkelte forskningsarbejder, hvilket dog ikke forhindrer, at panelet samlet set vurderer - og i et vist omfang underkender - kvaliteten af DLHs forskning. I rapporten beskrives den som for snævert bundet til folkeskolens praksis gennem forskningsbaserede udviklingsarbejder, som DLH har opprioriteret på bekostning af den egentlige forskning. Det anbefales på denne baggrund, ' at der i højere grad formuleres og igangsættes langsigtede teoretisk motiverede forskningsarbejder med det mål at skabe akkumuleret viden inden for velafgrænsede områder af DLHs genstandsfelt'.

Med denne vurdering af forskningen må det konstateres, at panelet ikke har forstået, hvad der er DLH særkende og fornemste opgave på forskningsområdet, nemlig at bidrage til udvikling af skolen på baggrund af en forskningsindsats, der retter sig mod det komplekse felt, som udgøres af skolens praksis. Efter evalueringspaneletes opfattelse påtager DLH sig simpelthen en alt for omfattende og kompleks opgave på forskningssiden, og derfor skal forskningsfeltet begrænses.

DLH må naturligvis acceptere og konstruktivt forholde sig til en fagligt begrundet kritik af sin forskningsvirksomhed, men her er der tale om en total fejllæsning af, hvad der er centralt i DLH's målsætning på forskningsområdet. DLH skal i følge sin statut forske i undervisningens betingelser og indhold og i samspillet mellem pædagogisk, faglig-pædagogisk og psykologisk praksis og teori. De forskningsbaserede udviklingsarbejder står for nærhed til skolens praksis, hvor dagligdagens (lære)processer kan studeres med indsats af den relevante forskning.

Evalueringspanelet, der ikke selv definerer, hvad de forstår ved pædagogisk forskning, synes nærmest at mene, at kun skrivebordsforskning er rigtig (teoretisk) forskning. Hvis denne vurdering bliver lagt til grund for DLHs fremtidige udvikling vil et enestående forskningsmiljø blive væsentligt beskåret eller fjernet til skade for skolens udvikling. DLH skal prioritere, men ikke reducere sit forskningsfelt.

Evalueringen er foretaget af Evalueringscentret, og vi har haft et godt samarbejde med centrets folk. Vi mener imidlertid ikke, at det evalueringspanel, der har gennemført evalueringen, i alle tilfælde har arbejdet med den omhu og kvalitet, vi kunne have ønsket os. Som det nævnes i Folkeskolens leder er flere anbefalinger indbyrdes modstridende, og der er heller ikke nogen god sammenhæng mellem analyser, vurderinger og konklusioner.

DLH har haft stort udbytte af selvevalueringen, og vi kan glæde os over det særdeles positive resultat af bruger- og interessentundersøgelsen, som undervejs er foretaget af DMA/Dansk Markedsanalyse A/S.

Når det derimod anbefales, at DLH i sin forskning skal løsgøre sig fra bindingen til skolens komplekse virkelighed og holde sig til ren teoretisk forskning, så må vi bemærke, at al forskning på universitetsniveau netop retter sig mod komplekse forhold i et forsøg på at finde de sammenhænge, der har betydning for bedre at kunne forstå og ændre helhedens funktion. Al forskning drejer sig således om at mindske kompleksiteten, men ikke som Evalueringspanelet foreslår ved at skære dele af genstandsfeltet væk.

Da DLH blev højere læreranstalt, var Danmarks Lærerforening en aktiv støtte og medspiller. DLH blev ' lærernes universitet'. Dette samspil og denne støtte er fortsat meget nødvendig og er senest formuleret af Jørgen Stampe, DLFs pædagogiske udvalg: ' Der skal forskes i samtlige skolens fag, og så må bevillingerne sættes op. Den nuværende taxameterordning gør DLH dybt afhængig af dem, der forskes for, nemlig de kommunale skolevæsener.' Og Jørgen Stampe tilføjer, ' det er dødfødt at foreslå, at DLH skal afgive efteruddannelse.'

Evalueringsrapportens konklusioner er ingen støtte til, at DLH befæster og udvikler sin forskningsbaserede virksomhed til gavn for folkeskolen. Men vi føler os heller ikke sikre på, at vi har fået en evaluering af den kvalitet, som vi selv, skolen og lærerne fortjener.

DPU må etableres

Undervisningsministeren har meldt ud, at der er behov for et visionært udspil, der kan samle, styrke og skabe sammenhæng, og at hun i løbet af et par uger vil fremlægge en endelig plan.

I april i år fremlagde vi fra Lærerhøjskolen et visionært udspil om etablering af Danmarks Pædagogiske Universitet ('Det 21. århundredes uddannelsesinstitution - en DLH skitse til forhandling og handling' ). Frem for at tage udgangspunkt i en evalueringsrapport, der er behæftet med alvorlige mangler, bør ministeren lægge dette udspil til grund for sin plan.

Vort forslag om et DPU indebærer et omfattende samarbejde mellem de forsknings- og uddannelsesinstitutioner, der arbejder på det pædagogiske område.

For i sidste ende drejer det sig om uddannelsespolitik i en større sammenhæng og ikke om institutionspolitik.