På Herrens mark

Undervisningsministeriet vil ikke kræve, at forældre betaler anonymt til skolerejser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

ISkole- og Kulturforvaltningen iAars Kommune føler man sigsom på Herrens Mark. Årsagen er, at man ikke ved, hvordan man skal læse folkeskolelovens nye bestemmelser om skolerejser.

Kommunen er gået i gang med at udarbejde retningslinier på området, som skal gælde for samtlige syv skoler.

Hidtil har man troet, at de nye bestemmelser i loven betød, at der ikke længere måtte foretages månedlige indsamlinger blandt forældre, og at det i de tilfælde, hvor forældre involverede sig økonomisk i skolerejser, skulle foregå anonymt. Men af den vejledning til loven, som Undervisningsministeriet udsender i løbet af et par måneder, vil der fremgå noget andet.

I ministeriet opfatter man det sådan, at loven kun slår fast, at den enkelte elevs ret til deltagelse i skolerejser ikke kan betinges af, at forældrene betaler til rejsen. Dette frivillighedsprincip betyder ikke, at bidrag skal gives anonymt, eller at der ikke må samles penge ind over længere perioder.

- Det er op til skolebestyrelsen eller forældrene at bestemme, om de vil give bidrag anonymt. Det eneste, der kræves, er, at ingen må føle sig mindreværdig, hvis de bidrager med mindre end andre, siger fuldmægtig Kirsten Krogstrup, Undervisningsministeriet.

Udmeldingen kommer bag på skole- og kulturchef Freddy Nederby Kristensen i Aars.

- Bliver det sådan, kan jeg ikke forstå ret meget. Hvorfor har man så brugt så meget krudt på ingenting? Efter at have læst bemærkningerne til loven var jeg overbevist om, at månedlige indsamlinger ikke måtte finde sted, og at det primært var fra aktiviteter og fællesindsamlinger, pengene til skolerejser skulle komme. Nu er vi tilbage ved udgangspunktet, siger han.

I Aars går samtlige skoleledere ind for regler, der siger, at der ikke må finde forældreindsamlinger sted, men det er ikke noget nyt, de har fundet på. Sådan har reglerne været påØstermarksskolen siden 1992.

Her er der forbud mod at finansiere skolerejser ved at indsamle penge i rater fra forældrene, og det er skoleinspektør Peter Münster godt tilfreds med.

- Det kan godt ske, at forældrene i en klasse kan indsamle penge, uden at det giver problemer, men generelt er det ikke betryggende, at man gør det på den måde. Forældre vil kunne udsættes for et kollektivt pres, hvis ikke de bidrager med det samme som andre. Jeg forstår ikke holdningen i Undervisningsministeriet, siger han.

Blandt skolens forældre er det ikke alle, der sympatiserer med reglerne. I en 9. klasse har forældrene således brudt reglerne, for at deres børn kunne komme på tur til Færøerne.

- Hvis nogle forældre ikke vil være med til sådan noget, vil de altid kunne springe fra. Sådan en ordning vil ikke føre til et kollektivt pres. Vi kan godt selv sætte en naturlig grænse for, hvor mange penge vi skal bidrage med. Forældre har ingen indflydelse, hvis man forhindrer dem i at samle penge ind til skolerejse, siger en af forældrene, Leo Larsen.

Konsulent Jakob Munk Jensen, Danmarks Lærerforening, har følgende kommentar:

- Dette er endnu et eksempel på, at det giver problemer, når rejseaktiviteter i undervisningstiden ikke er totalt finansieret af kommunen. Det er derfor DLF's holdning, at alle aktiviteter i undervisningstiden bør være gratis for eleverne.

- Skal der alligevel samles penge ind, er det en opgave for skolens kontor - uanset om der er tale om anonyme eller aftalte bidrag, siger han.

Jan Kaare er freelancejournalist