Hvis der i en klasse blot er et barn, der udsættes for mobning, så er det et for meget, og det er den voksnes ansvar at sørge for, at mobningen bliver bearbejdet og stoppet.

Det er altid de voksnes ansvar at handle, når børn i voksnes varetægt har det skidt.

Når nye repræsentative undersøgelser fra Institut for Socialmedicin ved Københavns Universitet dokumenterer via spørgsmål til 4.000 børn, at 10 til 15 procent er regelmæssige, passive ofre for mobning, og en tilsvarende procentdel sidder i den velkendte dobbeltrolle, at de veksler mellem at være mobber og offer, så er problemet så voldsomt og belastende for børn, klasse, lærer og en god skoledag, at man må sige, at de voksne har svigtet.

Dette svigt handler ikke kun om fornægtelse, men også om manglende lyst og evne til at forholde sig til en betændt væresituation, som ikke alene er et helvede for de børn, det går ud over, men også er ødelæggende for enhver indlæringssituation. Måske burde man lade de berømte læseundersøgelser grave et spadestik dybere og på den måde afsløre, at der er en sammenhæng i manglende læsefærdigheder og grov mobning - og selvfølgelig også sammenfald i gode læseevner og et psykisk godt skolemiljø. Fagfolk ved godt, at virkelighedens ofte brutale verden blokerer for indlæring. Vis mig et menneske, der kan tage imod nok så velafprøvede læresystemer, hvis hovedet er fyldt med nederlag, smerte og et minimum af selvværd.

Derfor er der både logik og ansvarlighed i forslaget fra Børnerådet om en lov mod mobning. Fordi en sådan lovs signalsending til børn - men især til voksne - kan etablere den manglende ansvarlighed. Der er behov for, at voksne i samfund og i skole bliver bevidste om mange børns trængte hverdagsliv og kommer i gang med en ordentlig koordineret indsats.

Flere politikere har vendt tommelfingeren den forkerte vej over for en mobningslov. Ifølge dagspressen kalder de en sådan lov 'umulig at administrere', og 'loven vil give en falsk tryghed hos forældre'.

Det er direkte vås og refleksparader.

Forældre føler da utryghed ved, at der foregår så meget mobning i skolen, uden at nogen gør noget, og hvis man handler, så bliver trygheden da ikke falsk, fordi så vil forældre føle sig bedre tilpas over, at der endelig ageres for bedre daglige kår for deres børn.

Der er da heller ingen administrationsproblemer ved en lov mod mobning. En mobningslov med indbygget signalværdi til voksne har den samme stærke holdningsbearbejdende effekt som afskaffelse af revselsesretten. Nej til bank-loven vedtog Folketinget sidste år.

Men skoleverdenen kan ikke vente med en strategi og initiativer, til politikerne har fundet sine lovben. Man må gå forrest og give kampen mod mobning en højere status. Det har nogle prøvet - med held - og flotte udspil er også kommet fra tidligere undervisningsministre, men for få har decentralt følt ansvaret og prioriteret ordentligt.

Når børn mobber, så er det reaktionsmønstre og metoder, de imiterer fra voksne. De voksnes verden er fyldt med mobning - på alle niveauer. Der er tv-udsendelser, hvis krumtap er mobning. Arbejdspladser flyder over med mobning, og ikke få børn bliver voldsomt inspireret af dumsmarte bemærkninger fra lærere, der sætter mobningslavinen i gang over for ofte svage elever.

Voksne vil gerne have, at børn gør, hvad voksne siger, men sådan fungerer påvirkning ikke altid. Børn gør nemlig, hvad de voksne gør, og de voksne gør sjældent, som de siger. Det er nødvendigt, at voksne føler ansvaret helt ind i knoglerne og handler derefter.

Frode Muldkjær er børnejournalist i Danmarks Radio