Forskningen i fokus

Kampen om den pædagogiske forskning i Danmark kan blive et slagsmål mellem forskellige forskningssyn, et akademisk og et praktisk. Det afslører Evalueringscenterets rapport om Danmarks Lærerhøjskole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen eller forskningen. Det er reelt dét valg, Danmarks Lærerhøjskole (DLH) stilles over for i den rapport, som Evalueringscenteret netop har udsendt.

DLH prioriterer ensidigt forskningsformidling til brugerne på bekostning af videnskabelig grundforskning, og det er forkert, mener evalueringspanelet, som anbefaler, at DLH for at styrke sin forskningsprofil kapper forbindelsen til folkeskolen. Hvis man vil være et pædagogisk universitet - og det vil DLH gerne, fremgår det af skolens udviklingsplaner - kan man ikke samtidig være funktionelt eller organisatorisk knyttet til en del af uddannelsessystemet.

Eller sagt på en anden måde: Drop forskningsambitionen eller forbindelsen til folkeskolen.

Gammeldags

Professor Lise Vislie, der er dekan for det uddannelsesvidenskabelige fakultet ved Oslo Universitet og formand for evalueringspanelets særlige udvalg for forskning, var overrasket over, at DLH's pædagogiske forskning er knyttet så tæt til skolen og lærernes tarv.

- Det er, synes jeg, en lidt gammeldags position. Den nære tilknytning til skolen kan have gode historiske grunde, men verden går videre, og så vil bindingen fastholde både forskningen og skolen i forældede positioner. Forskningens perspektiv bliver simpelthen for konkret og afgrænset, siger hun.

- Hvis man som forsker hele tiden ved, hvilke problemer man skal løse, opdager man sjældent noget nyt. Det iboende problem er DLH slet ikke opmærksom på, og derfor bliver dens vision om et pædagogisk universitet meget luftig, fortsætter hun.

Både . . . og

Rektor Tom Ploug Olsen deler ikke evalueringspanelets forskningssyn.

- Naturligvis skal vi lave egentlig forskning. I øjeblikket er evaluering for eksempel meget in, og så skal vi som forskere ikke bare evaluere, men også stille spørgsmålet: Hvordan evaluerer man bedst? Hvilke konsekvenser har evalueringer? Hvordan evaluerer man bløde kvalifikationer? Det er grundforskning, og sådan noget skal vi også lave. Men vi skal ikke udelukkende bedrive akademisk, teoriudviklende forskning. Vores forskning skal stadig være undervisnings- og praksisbaseret. Og det er jo netop det, at vi har praksis med i vores forskning, som gør os interessante for det internationale forskersamfund. Det er altså ikke et enten-eller.

Lærerhøjskolen vil gerne udvide sit genstandsfelt, så det omfatter de 0-19-årige og ikke kun grundskolen, men forskningen må ikke blive akademisk, mener Tom Ploug Olsen.

- Det, vi arbejder med, er ikke den rene fag-faglighed. Når vi forsker i matematik, forsker vi i matematikundervisning. Hvad skal der undervises i og hvorfor? Det kan ikke deduceres ud fra den rene matematiske teori. Vi bliver nødt til at gå ud og møde virkeligheden for derefter at trække os tilbage og reflektere over den. Det er netop vores formål: At reflektere over praksis, siger Tom Ploug Olsen.

Dermed afviser han også, at der skulle ligge en indbygget modsætning mellem DLH som pædagogisk forskningsinstitution og DLH som udbyder af efteruddannelseskurser til folkeskolen.

- Det er uforståeligt, hvis Evalueringscenterets anbefalinger fører til, at forbindelserne mellem DLH og afdelingerne kappes, så efteruddannelse i stedet tilbydes af de selvstændige afdelinger og seminarierne i samarbejde. Efteruddannelserne bliver jo netop omtalt positivt i rapporten på grund af den landsdækkende sammenhæng, de indgår i, og den forskning, som ligger til grund for dem.

Grund- eller aktionsforskning

Per Frimer-Larsen, der er formand for seminariernes rektorforsamling, har endnu ikke læst evalueringsrapporten og dens anbefalinger, men de generelle overvejelser om forskellige forskningsformer er ham ikke fremmed.

- DLH har altid påstået, at sammenhængen mellem uddannelse, efteruddannelse og forskning er afgørende. Nu lyder det, som om evalueringspanelet påviser, at DHL ikke laver egentlig forskning, men kun udviklingsarbejde. Hvis det er rigtigt, er det interessant, for det gør vi jo også på seminarierne. Vi har afsat 40 årsværk til udviklingsarbejde og aktionsforskning. Jeg er helt sikker på, at det tætte samspil, der gennem aktionsforskningen opstår mellem folkeskolen og dens lærere på den ene side og seminariets lærere på den anden, vil styrke både grund- og efteruddannelserne, men det gør os stadig ikke til en forskningsinstitution. Spørgsmålet er derfor: Hvad bruger DLH sine forskningsmidler til? Til pædagogisk grundforskning eller aktionsforskning ligesom det, vi laver?

Vægtproblemer

Professor Henning Salling Olesen fra Faggruppen for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet kan godt genkende de faglige og videnskabelige forskelle, som danner modsætningen mellem Lærerhøjskolen og evalueringspanelet, men han vil ikke sige, at det ene er forskning og det andet ikke.

- Forholdet mellem forskningsbaseret udviklingsarbejde og grundforskning er et balanceproblem, og det er op til DLH at finde den rette vægtfordeling. Men det er en stor styrke for den danske skole, at der er nogle, som på et relativt højt niveau reflekterer over skolens praksis. Den professiontilknytning, som DHL har, er unikt dansk, og det giver en klar kvalitetsforbedring til skolen. Det samme gælder seminarierne. Det er også unikt dansk med en grunduddannelse, som er knyttet til netop folkeskolelærerprofessionen. Seminarierne og DHL er i den forstand to alen af et stykke: En særlig dansk tradition for professiontilknytning. De institutionelle modsætninger, som er mellem dem, er i det perspektiv småting. Det er blot et negativt udslag af den frie konkurrence på uddannelsesmarkedet, som også har haft mange positive effekter, siger han.id

Hvis man som forsker hele tiden ved, hvilke problemer man skal løse, opdager man sjældent noget nyt

Powered by Labrador CMS