F-2000 i luften

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

F-2000 - også kaldet 'Folkeskolen år 2000' - er 'et projekt, som skal medvirke til at indfri de forventninger, der er til folkeskoleloven fra 1994', hedder det i en dugfrisk pjece om projektet. 'Efter fire år er der behov for justeringer, så loven kan udfyldes, som den var tænkt.'

'Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening har indledt et forpligtende samarbejde med det formål at sætte fokus på en række af folkeskolens områder. På otte punkter er der ridset op, hvilke forventninger der er til området. Hvilke krav der kan stilles, og hvilke mål der skal nås. Der er givet løfte om en central indsats fra de tre parter, og der er stillet forslag til, hvad der kan gøres lokalt. Endelig er det blevet besluttet, at det skal evalueres, i hvor stort omfang målene er nået.'

De tre parter indledte det 'forpligtende samarbejde' for et års tid siden. Otte grupper har arbejdet og arbejder stadig med hvert af de otte punkter.

'Det er op til en lokal vurdering, om der skal iværksættes initiativer på et eller flere af de otte fokuspunkter.'

Danmarks Lærerforening har allerede sendt pjecen ud til skolerne. Desuden er to hæfter om projektet ude i kredsene.

På et pressemøde på mandag i Undervisningsministeriet, Frederiksholms Kanal 21-25, sendes F-2000 i luften.

Powered by Labrador CMS