Først skrækscenariet: Med afsæt i ugens evalueringsrapport om Danmarks Lærerhøjskole (DLH), i overensstemmelse med tidens decentrale trend og i fuld forståelse med amter, kommuner og seminarier, beslutter Folketinget næste år at flytte lærernes efteruddannelse fra DLH til seminarierne og gøre Lærerhøjskolen til et 'rigtigt' universitet med 'rigtig' grundforskning.

Resultat på kort sigt: Forbindelsen mellem forskning og efteruddannelse kappes, og seminarierne overtager et guldæg.

Resultat på mellemlang sigt: Lærerhøjskolen lider skrumpedøden, fordi institutter og medarbejdere gradvist overføres til de store universiteter. Forskermiljøerne er for små på Lærerhøjskolen, lyder begrundelsen. Rigtige forskere forsker i fag - ikke i undervisning, siger man.

Resultat på længere sigt: Folkeskolen får ikke det kritiske med- og modspil, som sammenhængen mellem skolens hverdag og Lærerhøjskolens forskning og kursusvirksomhed giver, når den er bedst.

- Jamen, det er slet ikke det, der står i vores rapport, vil evalueringspanelet og Center for Kvalitetsudvikling og Evaluering af de Videregående Uddannelser sikkert sige. Og deri har de ganske ret. Det står der ikke. Men sådan kan den bruges.

Rapporten stritter af modsætninger. For eksempel anbefaler man Lærerhøjskolen og seminarierne at samarbejde og koordinere udbuddet af PD-uddannelser, fordi konkurrencen 'har haft en ugunstig effekt'. Problemet er blot, at det er politikerne, der har beordret DLH og andre offentlige institutioner til at konkurrere; det tvinger jo netop DLH til at udbyde det, kunderne vil have.

Senere står der, at evalueringspanelet har fået det indtryk, at DLH 'er så afhængig af eksterne midler, at man efterkommer efterspørgslen fra opdragsgivere for billigt og med for få betingelser'. Ikke desto mindre konstaterer panelet ti linier længere nede, at det er en kendsgerning, at DLH 'modtager meget få længerevarende og større forskningsbevillinger fra eksterne bevillingsgivere', hvorefter det anbefales, at DLH 'overvejer årsagerne hertil og udformer en strategi for, hvorledes man kan øge de eksterne bevillinger til forskningen'.

Ved at bladre yderligere finder man en anbefaling af, at DLH 'er opmærksom på ikke at give efter for brugernes krav om kortere og billigere kurser, hvis det i væsentlig grad forringer kvaliteten', og senere står der, 'at det ikke er realistisk at lade udbydere konkurrere samtidig med, at de skal samarbejde tæt'.

Ærlig talt, hvor naiv kan man være? Modsætninger kan ikke opløses med ord.

Men man kan også tænke i konstruktive scenarier, for rapporten indeholder også en række positive anvisninger. Evalueringspanelet anerkender, at der 'ved alle afdelinger (er) stor tilfredshed med undervisningen og med kursernes indhold og kvalitet'. Man anerkender 'den fleksibilitet og omstillingsparathed, som DLH har vist', ligesom man anerkender, at 'DLH's tilknytning og binding til folkeskolen har stor betydning, fordi den medvirker til at støtte udvikling lokalt i kommunerne, på enkelte skoler og i forhold til enkelte lærere'.

Samtidig anbefales det, at DLH er opmærksom på også at 'forholde sig kritisk og uafhængigt til folkeskolen og dens problemer - og derigennem påvirke lærernes efteruddannelse, uafhængigt af brugernes umiddelbare efterspørgsel'. Her er man ved et kerneproblem, som bør diskuteres grundigt: Hvornår er DLH-ansatte folkeskolens samarbejdspartnere, hvornår er de politikernes konsulenter, og hvornår driver de selvstændig, kritisk forskning?

Hvis det går godt, kan DLH's lærere og ledelse bruge rapporten til fortsat refleksion og dialog. Hvis der går skidt, kan kunder og politikere realisere skrækscenariet i uskøn forening.

-th