Jo længere tid DLF's små og store høvdinge klamrer sig til deres taburetter - og alt for mange betragter tillidsjobbet som en livsstilling - jo forudsigeligere bliver deres tankegang og måde at udtrykke sig på.

Tag blot Jan Trojaborgs kælne slutreplik i sit læserbrev i Folkeskolen nummer 30-33 som et dækkende eksempel: 'Et nyt bæredygtigt lønsystem skal rumme muligheder for at tilgodese flest mulige lærere.' Sekvensen kunne lige så godt have været et udpluk fra KL-formandens (Kommunernes Landsforening) kronik i Politiken 5. august. Eller for den sags skyld en formulering fra en skolepolitisk ordførertale fra et politisk parti. Intetsigende! Uden substans. En speciel trendy jargon, der uforpligtende forholder sig til alt og intet! Om det handler om fiskerikvoter eller lønsystemer, betyder mindre. Man er helgarderet! Og det er faktisk situationen netop nu: Vi har en dyr fagforening med utallige høvdinge, der ikke taler vores sprog, fordi de ikke tager afsæt i vores hverdag. Kender den vel næppe. De lever i en anden verden. De har en gang for alle lagt katederet bag sig og har det som manden, 'Der hånd har lagt på Herrens plov' (. . .)

De optræder som bedrevidende skolemestre, der belærer fodfolket om, hvordan virkeligheden er skruet sammen. De har aldeles glemt, at de er tjenere og ikke herrer. De har så mange ting for!

Som nu blandt andet et nyt lønsystem, der om noget appellerer til den indre fedterøv!

Jan Trojaborg er repræsentativ i den sammenhæng. Han er den pæne og artige kordreng, der har fundet den rigtige melodi og synger af hjertens lyst for de ugudelige. Men egentlig burde han - med de evner, han besidder - kandidere til noget langt højere: Måske stjernetenor i en til formålet tilvirket udgave af 'Admiralens vise' fra Pinafore: 'Stå aldrig til søs, lad de andre stå- du får stribevis af 'tillæg.' . .

Niels Christian Christensen

Hjørring

Redaktionen betragter hermed debatten mellem Jan Trojaborg og Niels Christian Christensen som afsluttet