Da kristendommen var den førende tro her i landet, satte den tidens normer på en sådan måde, at enhver udtalelse skulle være i overensstemmelse med bibelen for at blive respekteret. Kristendommen dannede hele grundlaget for menneskets tankegang.

På samme måde danner tidens store religion grundlag for tidens tanker. Som det altid gør sig gældende for et land med en stærkt dominerende religion, forsvinder religionen ud af indbyggernes synsfelt. De står på den; den er i en sådan grad hele deres eksistensgrundlag, så dens sandheder på ingen måde kan drages i tvivl.

Som enhver anden religion gør tidens religion krav på sandheden, og det er blasfemisk at betvivle dens sandheder. Dens hellige skrift fortæller sandheden om gud og mennesker, og den bruger alle midler til mission over for uomvendte. Individualismens hellige bog hedder menneskerettighederne, og guderne hedder Jeg. De, som ikke vil indordne sig under skriftens ord, pådrager sig gudernes vrede og dømmes til evig adskillelse fra gudernes fællesskab.

I den individualistiske religion straffer man ikke korporligt. Man behandler i stedet og prøver derved at tilpasse individet til religionen. Hvor denne religion råder, er der lige så stor religionsfrihed som alle andre steder. Man har til enhver tid lov til at dyrke sin egen Gud og udføre religiøse handlinger, blot man indordner sig under den hellige bog.

Gud er ikke religiøs. Hvis han på nogen måde kan præstere noget religiøst, så må det være en tro på sig selv. På den ene side er vort samfund gennemreligiøst, da alle tror på sig selv, og på den anden side er ingen religiøse, da det er os selv, vi tror på. Det kan lyde forvirrende, men for tidens guder er det en gunstig situation, da de dermed til enhver tid kan vælge, hvorvidt de er religiøse eller ej.

Som enhver anden religion er denne religion den højeste og mest humane af alle religionerne. Mennesker, der er dybt involveret i den, undrer sig over, at nogen overhovedet kan komme i tanke om at stille spørgsmål ved dens almengyldighed og intentioner. De indretter samfundet efter dens forskrifter og forsøger at sprede deres begejstring for religionen ud til andre lande.

Under disse forhold eksisterer faget kristendom i folkeskolen. For lærere med alternative livssyn er dette utilfredsstillende, fordi de ikke føler frihed til at give eleverne indblik i andre trosformer, og for alle andre er det også utilfredsstillende, fordi de ikke evner at se noget alternativ til det eksisterende.

Problemets rod findes på seminarierne, der i dette holdningsfag stadig producerer 'objektive' lærere. Størstedelen af de studerende på seminarierne har aldrig mødt et reelt alternativ til det individualistiske livssyn, og da de heller ike møder noget på seminarierne, kan de ikke senere skabe nogen forståelse for andre livssyn hos deres elever.

Faget kunne være det vigtigste i folkeskolen, men så længe der reelt ikke undervises i andet end liberalteologi på seminarierne, vil det forblive et famlende fag.

Johan Linde

Haslev Seminarium