'Bygningsreglementet og den øvrige byggeregulerende lovgivning fyldes løbende med en voldsom mængde delhensyn, der fylder så meget, at vi ikke kan tænke i arkitektoniske helheder', udtalte kongelig bygningsinspektør Johan Fogh til Politiken for et par måneder siden.

Udtalelsen faldt som en kommentar til en rapport udarbejdet af en styregruppe under Dansk Arkitektur Center under medvirken af Johan Fogh. Rapporten indgår i By- og Boligministeriets arkitekturpolitiske handlingsplan.

De rapporterende arkitekter mener, at kravene om handicapvenlighed, ventilation, varmeøkonomi, brand- og tyverisikring og alle de andre hensyn til brugernes sundhed, bevægelsesfrihed og sikkerhed gør det sværere og sværere at levere arkitektur af høj kvalitet. Kravene lægger snærende bånd på arkitekternes handlefrihed. Indirekte forstår vi, at brugernes trivsel ikke har ret meget at gøre med god arkitektur. Næh, Arkitektur med stort A er et spørgsmål om æstetik og kunstnerisk frihed.

Rundt om i de danske skoler har vi længe haft en anelse om, at arkitektur mere drejer sig om tagets form end tagets tæthed. Vi har følt på vore kroppe, at vinduernes størrelse og placering ikke har nævneværdig sammenhæng med, om vi bliver stegt, når sommersolen skinner.

Nogle af os har oplevet, hvordan beundrede arkitekter fandt plads til en imposant foyer, en pompøs aula og et storladent trappeanlæg, som gav adgang til klasserum på sølle 46 kvadratmeter - i hvert fald for dem, som ikke er bevægelseshæmmede.

Andre har oplevet den fugtmættede, beklumrede luft, den søvnige belysning og de mangelfulde installationer i den slags snævre klasserum og undret sig. Kan det virkelig passe, at en byggesektor, som kan projektere og virkeliggøre en Storebæltsbro, ikke kan løse vore banale hverdagsproblemer?

Nu har vi så fået en slags forklaring: Det er ikke, fordi de ikke kan, men fordi de ikke vil. Overdrevne hensyn til brugerne spolerer bygningskunsten. For et par år siden fik vi et fingerpeg om, hvordan det hænger sammen, da Københavns Amt lod kunstmuseet Arken opføre ved Køge Bugt. Det flot svungne betonhus blev berømmet for sin dristige og nyskabende arkitektur. Desværre måtte ejerne hen ad vejen konstatere, at bygningen ikke egnede sig specielt godt til at udstille kunst i, og at personalefaciliteterne lod en del tilbage at ønske.

Jeg har en fornemmelse af, at de rapporterende arkitekter inderst inde har en drøm om at være Per Kirkeby, rumkunstneren, hvis husstore installationer i tegl og mørtel ikke tjener nogen som helst praktisk funktion - men godt nok er en fornøjelse at se på.

I et lille land som Danmark må det række med én Kirkeby. Skal vi fortsat have brug for arkitekter, må det være, fordi de bedre end alle andre evner at forene de uomgængelige krav til bygningernes funktion med den kvalitet, vi i mangel af bedre kalder god arkitektur. At de evner det, tvivler jeg ikke om. Dertil har jeg kendt for mange talent- og samvittighedsfulde fagfolk, som aldrig ville drømme om at lade arkitekturen forfalde til arkitur.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt