Evaluering
0   173

Lærere skal tæmme uhyret

Det er ikke evalueringen, der skal styre lærerne, siger lektor Peter Dahler-Larsen

Okay, kongehuset er gået fri (indtil videre), men ellers bliver stort set alle offentlige og private virksomheder i riget og nærmeste omegn (OECD-landene) efterhånden evalueret i alle ender og kanter eller er i hvert fald på vej til at blive det, herunder uddannelsessystemet.

- Evaluering er - på linie med begrebet livskvalitet: er jeg lykkelig nu? - et af tidsåndens nøgleord, siger lektor i offentlig organisation ved Odense Universitet, Peter Dahler-Larsen.

Artiklen fortsætter under banneret

Han udgav i sommer bogen 'Den rituelle reflektion - om evaluering i organisationer', der prøver at få hold på, hvad 'evalueringsmonsteret', som han kalder det, egentlig er for en størrelse. Som universitetslærer må han i øvrigt selv slås med uhyret i sit daglige arbejde, ligesom han også af og til er i evaluatorens rolle.

Der er ingen vej udenom, fastslår Peter Dahler-Larsen, evalueringen er kommet for at blive, og den enkelte medarbejder og arbejdsplads, eksempelvis folkeskolen, må prøve at tæmme dyret med faglig stolthed og professionalisme. Den, der surt vender ryggen til, vil kun tabe på det.

Men lad os begynde bagfra for en gangs skyld - med baggrunden for 'evalueringsbølgen'.

- Evalueringsbølgen er et resultat af grundlæggende træk i samfundet. Man begår en fejl, hvis man prøver at forstå fænomenet provinsielt, for eksempel i forhold til bare folkeskolen, siger han.

I gamle dage troede man på fremskridt

Når Peter Dahler-Larsen skal beskrive samfundet af i dag, bruger han det kantede begreb refleksiv modernitet til forskel fra begrebet rationalitet, der kendetegnede det gamle samfund. Dengang - indtil for 25 år siden - troede man på Fremskridt og Planlægning, nu tror man på Udvikling og Evaluering.

- Her i den refleksive modernitet har man mistet troen på, at man kan styre den store plan, der peger fremad. Den sidste store plan, der blev lavet med gyldighed for hele Danmark, var Perspektivplan II i 1973, siger Peter Dahler-Larsen.

- 14 dage efter tryksværten var tør, knækkede alle kurver og pegede i en anden retning end den, man regnede med. Siden har man ikke lavet store planer med gyldighed for hele samfundet. Man har kun lavet kommuneplaner over begrænsede geografiske områder. Det er cirka, hvad styringskapaciteten kan klare i dag.

Den samfundsmæssige 'bevidsthed' har svaret igen på dette uskyldstab, om man så må sige, altså den manglende tro på Den Store Plan, ved at opprioritere og belønne nye karaktertræk som omstillingsparathed.

- I den refleksive modernitet skal man være i stand til hele tiden at omstille sig. Man skal kunne kikke på sin egen praksis løbende, altså evaluere.

Evaluering er i familie med livskvalitet, et andet tidstypisk begreb, påpeger Peter Dahler-Larsen. I sit eget private liv må man også hele tiden tænke over, om det, man gør, er godt nok, om man lever på den rigtige måde, og om man kunne leve anderledes, end man gør.

- Der er ikke nogen store fortællinger, der får de ændringsprocesser, der sker, til at hænge sammen i en større helhed, der er ikke noget fremskridt mere, ikke en samlet vision for, hvor samfundet skal bevæge sig hen, men en masse lokale udviklingsprocesser, der bliver evalueret bagudrettet - hvad gjorde vi forkert? - og så småjusteret fremadrettet i forhold til det.

Omstillingsevne er på mode

Evaluering passer som fod i hose til den refleksive modernitet, der jo ikke har den store plan. Evaluering er netop en masse små udviklingsprocesser, der temmelig ukoordineret kører efter hver deres tidsplan, pointerer Peter Dahler-Larsen.

- Det er et godt signal at sende for en medarbejder såvel som en offentlig virksomhed, at man er parat til omstillingsprocesser, også selv om der i øvrigt ikke kommer særlig meget ud af det. At signalere, at man er parat til at sætte refleksive processer i gang, er i sig selv blevet et kulturelt fedtemærke eller duelighedstegn.

- Det forklarer, hvorfor der sættes så mange evalueringer i gang, og hvorfor der ikke kommer så meget ud af det. Nøglen er nemlig ikke, hvad der kommer ud af det. Nøglen er, at det symboliserer udviklingsvilje, i og med at det sættes i gang.

Evaluering skaber opmærksomhed

Så den ene organisation efter den anden - ministerier, kommuner, offentlige og private virksomheder, fagforeninger, Peter Dahler-Larsen bruger organisationsbegrebet helt bredt - har som lemminger sat evaluering på dagsordenen de senere år, ofte mere af politiske end af fagligt substantielle grunde.

Det betyder dog ikke, at evalueringsmonsteret bare er et blålys. Det gode ved evaluering er, siger Peter Dahler-Larsen, at det skaber opmærksomhed helt ned til den enkelte medarbejder, den enkelte lærer for eksempel.

Han og hun må tænke, hov, samfundet interesserer sig for mit arbejde, jeg må tænke over, hvad det egentlig er, jeg går og laver, og forklare, hvorfor jeg gør det på den måde. At reflektere over sin egen faglige praksis er kun godt, siger forskeren.

- Men det er farligt, hvis et bestemt sæt kriterier sætter sig fast. Så kan de kriterier - for eksempel standarder for, hvornår skoleelever skal kunne læse, skrive og regne - blive gudebilleder i sig selv, som man så kommer til at dyrke i hele systemet, sådan at det, man sigter efter, er at score højst evaluering, ikke nødvendigvis at lave et godt arbejde.

- Inden for den offentlige sektor fokuserer man generelt meget på nogle få målbare kriterier, og det er den store fare lige nu.

- I det amerikanske skolevæsen har det sat sig fuldstændig systematisk ned igennem hver enkelt klassetrin, at det at score højest på en test i sig selv er blevet en målsætning. Lærerne har den opfattelse, at det, de skal måles på, er, hvordan børnene scorer i de her test.

Faglig stolthed

Der er overhængende fare for, vurderer Peter Dahler-Larsen, at en organisation, for eksempel et uddannelsessystem, kan blive fuldstændig skævvredet af sådanne gudeagtige evalueringskriterier, der kommer udefra, og som medarbejderne måske oven i købet ikke er enige i.

Man må ved hjælp af sin egen faglighed og professionalisme så at sige holde kriterierne ud i strakt arm og huske på, at evaluering kun er en lille del af den samlede daglige praksis.

Universiteterne er de sidste år blevet evalueret af Evalueringscenteret for de Videregående Uddannelser, så Peter Dahler-Larsen har selv smagt mosten.

- Jeg bliver evalueret af mine studerende. De udfylder et skema om, hvorvidt de er tilfredse med min undervisning. Men jeg skal også give dem et svært pensum og stille krav til dem, selv om det måske påvirker min tilfredshedsundersøgelse negativt. Det siger min faglige samvittighed mig. Jeg må altså afbalancere tilfredshedsundersøgelsen med min faglige professionalisme. Og den balance bør min arbejdsplads understøtte.

- Det er meget vigtigt, at en given faggruppe holder fast i sin fagprofessionelle stolthed og sit faglige håndelag og sin selvbevidsthed - at den ikke lader sig kaste rundt af et vilkårligt sæt af evalueringskriterier.

- Altså, at folkeskolelærerne siger, okay, det er rimeligt nok, at samfundet stiller det krav til os, at børnene skal kunne læse efter 3. klasse, for eksempel. Men derudover har vi også som lærere og professionelle nogle etiske og faglige hensyn, som vi vil afbalancere evalueringskriterierne med i vores daglige arbejde.

Evaluering kan smadre en faglig kultur

- Hvis man undervurderer de professionelles egne normer og faglige stolthed, så kan man fuldstændig smadre den faglig kultur i organisationen, og så er risikoen meget stor for, at organisationen alene kommer til at sigte efter nogle helt ydre, temmelig intetsigende målbare kriterier.

Både medarbejdere og ledere skal være seriøst opmærksomme på denne risiko, siger Peter Dahler-Larsen.

- Et evalueringssystem taler nemlig ikke selv om, at for at det kan fungere meningsfuldt, så skal det afbalanceres med de faglige og etiske standarder i faggruppen. Evalueringssystemet er selv tavst om det forhold.

- Jeg bliver for eksempel selv målt på, hvor mange studerende jeg har til vejledning. Men hvis jeg alene styrede efter det, så ville min hverdag og min måde at fungere på på mit institut blive meningsløs.

- Altså, hvis der kommer en studerende ind på mit kontor og beder om en reference til dette eller hint, så skal jeg selvfølgelig give vedkommende den reference, også selv om det ikke indgår i det, jeg bliver målt på.

- På samme måde med en lærer i folkeskolen. Det kan ikke nytte noget, at man alene evaluerer på, hvor meget eleverne i 3. klasse har lært, hvor tilfreds den eller hin gruppe af interessenter er, hvor mange timer læreren har brugt på det eller det.

- Der må være noget, der bare hedder at være en god lærer. Hvor man gør noget ekstra, som man ikke bliver målt på. Hvor man for eksempel løser nogle sociale problemer i en klasse, så den kommer til at fungere bedre. Kort sagt, at man gør noget ekstra ud over det, man bliver målt og vejet på, som gør, at hverdagen bliver meningsfuld, og gør, at arbejdspladsen fungerer på en helt anden måde, end den ellers ville gøre.

- Der er ingen virksomhed, der alene kan fungere på ydre målbare kriterier, understreger Peter Dahler-Larsen.

Men monsteret er her, så der er ikke andet at gøre end at møde det face to face.

- Dem, der vinder i et evalueringsspil, er dem, der går tidligt ind i forløbet og er med til at sætte kriterierne for, hvad der skal måles på, og hvad der ikke skal måles på.

- Nogle gange kan man endda helt tage luften ud af en evaluering, hvis man har selvevalueret, før den eksterne evaluering kommer i gang, fordi så har man allerede sat sig på, hvad den her evaluering skal handle om.

Den refleksive modernitet har fem karakteristika:

1. der er sket et forfald i de store fortællinger, som det moderne samfund hidtil har styret sig selv med

2. det er ikke længere ydre fjender, men samfundsinstansernes egne bieffekter og manglende koordination, der udgør de væsentligste problemer i samfundet

3. der er sket en intensivering og kompleksificering af bieffekt-problemer i vores samfund

4. den dominerende mentalitet i samfundet karakteriseres af en generel tvivl og en fornemmelse af retningsløshed

5. i denne situation bliver selvspejling og selvudvikling dominerende kulturelle figurer. Man kan og skal konstant udvikle sig selv anderledes.

Det er, som om der ikke er nogen grænse for feedback-løkkerne, som om man kikker i spejle, der spejler

sig i spejle, som om evalueringsmonsteret kræver mere og mere mad hver dagDen generelle evalueringsmentalitet præges i stigende grad af tvivl og et subjektivistisk karnevalsoptog af standarder, mål og legitimitetshensyn

Fem karakteristika


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ