Indimellem kan man bare blive så træt af at høre de samme reklameslogans igen og igen. Det gælder, uanset om det er en melodistump om Fætter BR eller en venindefrisk kvindestemme, der fortæller, hvorfor det ene eller det andet hygiejnebind med eller uden vinger giver en tørrere fornemmelse. Samme træthed oplever lederskribenten, når der kvidres om elevens ansvar for egen læring. Og trætheden bliver til en blanding af forundring og irritation, når der igen og igen henvises til folkeskolelovens krav om elevens ansvar for egen læring. For hverken i lovens paragraffer eller i bemærkninger tales der om elevens ansvar for egen læring!

Derfor var det også befriende, at undervisningsminister Margrethe Vestager på sommerens Sorø-møde tog afstand fra den uansvarlige, overfladiske snak om elevansvar, og filosoffen Peter Kemp havde fat i noget meget vigtigt, da han på samme møde advarede mod, at ansvarspådutningen for mange elever kan føre til 'skyldiggørelse og en følelse af ansvar for egen fiasko'.

Dér bør skolen tage sit udgangspunkt.

Ifølge loven er det kommunen, der har ansvaret for at tilbyde vederlagsfri undervisning. Det er skolens leder, der har ansvaret for, at lærerne tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever. Loven slår fast, at klassen er den grundlæggende undervisningsenhed. Og læreren har ansvaret for løbende at arbejde sammen med eleverne om at fastsætte mål, der derefter søges opfyldt.

Sådan er det juridiske grundlag for ansvaret i skolen. Og som Peter Kemp så rammende sagde det i Sorø: Når det juridiske ansvar udvandes til en ren markedsfunktion, hvor man får den vare, man betaler for, bliver det mere nødvendigt at fremhæve det etiske ansvar, som i modsætning til det juridiske er asymmetrisk.

Altså: I forholdet mellem lærer og elev har læreren ansvar for eleven, uden at eleven dermed må have ansvar for læreren som lærer, endsige ansvar for egen læring. I det etiske ansvarsforhold giver læreren noget uden at tænke på at få noget igen.

Så skulle det vist være på plads, som Poul Schlüter altid sagde i fjernsynet, når noget kompliceret var kogt ind til noget enkelt.

Og kompliceret er denne sag. Og den er på ingen måde på plads.

Når der overhovedet har kunnet tales om ansvar for egen læring, skyldes det vel to forhold:

- Det ene er, at hverdagens arbejde i folkeskolen i løbet af de seneste tiår er udviklet, så eleverne tages mere og mere alvorligt som selvstændige individer. Og ånden bag skoleloven fra 1993 er, at folkeskolen skal være præget af arbejds- og omgangsformer, der kan støtte børn og unge i at udvikle sig som selvstændigt tænkende og handlende, myndige mennesker i et samfund, der er præget af demokratiske livs- og omgangsformer.

- Det andet er, at nyere forskning om læring og om hjernens funktion bekræfter, at læring er noget, der sker inden i hvert enkelt menneske. Vi danner eller konstruerer selv vores egen viden i en aktiv, engageret tilegnelsesproces.

I en fortyndet og forvrænget version er det blevet sammenfiltret til et pop-pædagogisk slogan med samme sandhedsværdi som Fætter BR's reklamesang.

Det, der helt forsvinder, er betydningen af det dialogiske. Mening er noget, man finder sammen. Det er lærerne, der har ansvaret for at skabe undervisningsformer, som kan skabe dialog med eleverne, dialog mellem eleverne og andre og mellem eleverne og stoffet. I denne undervisningsdialog skal den enkelte have mulighed for at lære, hvad det er at tage ansvar.

-th

Lærerne har ansvaret for at skabe undervisningsformer, der kan skabe dialog