Politiken bragte 5. august en kronik 'Slut med U, F og Ø' af Anker Boye.

Boye glæder sig (på kommunernes vegne) til 'at byde mange flere elever velkommen i folkeskolen over de næste år' - 'Det inspirerer os til at bruge endnu flere kræfter på at skabe gode vilkår for alle børn'.

Hvis dette 'os' betyder 'bevilgende myndigheder', indikerer det jo, at skolemidlerne vil blive reguleret i takt med børnetallet og måske også i erkendelse af efterslæbet på vedligeholdelse af bygninger og materiel. Hvis derimod 'os' betyder 'ansatte i folkeskolen', må man formode, at tanken er, at ekstraarbejdet skal tørres af på lærerstaben, suppleret med pædagoger og medhjælpere. Den sidste 'os'-tolkning viser sig at komme tæt på hovedbudskabet i kronikken.

Anker Boye indleder filosofisk: 'Jeg ser for mig en folkeskole, der tænker i morgendagen i stedet for i gårsdagen' (- som at bede en styrmand om at tage bestik af himmelen i stedet for af havet!) og skitserer derpå visionen: 'Vi skal være fælles om at føre linien med kvalitetsudvikling til dørs' - 'Resultatvurderingaf skolens indsats danner grundlag for en fortsat kvalitetsudvikling'.

Anker Boye kan resultatvurdere, så meget han lyster, men hvis han ønsker 'os' lærere inddraget, så må vi jo først blive enige om, hvordan det honoreres.

I Anker Boye-versionen arbejder lærerne sammen i grupper, 'i langt højere grad end de arbejder alene', og der er også tid til 'samtaler med grupper af børn eller med et enkelt barn' og at 'drøfte ting, der er væsentlige for elevens eget liv, og hvor eleven fortæller om sine egne forestillinger og forhåbninger'.

Lad os prøve at tage det for pålydende: Hvis ikke disse omfattende gruppedrøftelser, de personlige samtaler med eleverne, undervisningen, forældresamarbejdet og så videre tænkes afviklet simultant(!), vil det for for eksempel mit vedkommende efter en skrabet beregning indebære en arbejdsuge på cirka 57 timer. På et år vil jeg altså optjene 700-800 overtimer, hvoraf kun få kan høvles af på ferie. Hvad så med resten? - Hvis ikke Anker Boyes vision bare er sniksnak, vil der på landsplan svirre rigtig mange overtimer i luften! Og lad os da bare forhandle om dem!

Ifølge Anker Boye var det indtil 1992 den fremherskende filosofi, at 'aflønningen afspejlede et beskæftigelseshensyn blandt lærerne og en honorering, der især gavnede det, lærerne ikke primært var uddannede til'.

Udsagnet lyder besynderligt, men hvis det er nye lønformer og ny tjenestetidsaftale, der skal til for at rette op på vores lønefterslæb, så gå endelig i gang. Intet bør få os til at klamre os til den dødssyge 'UFØ'-model, som en stor del af os stemte nej til i flere omgange. Kun de endnu uindfriede løfter om klækkelige lønforbedringer fik 'os' med på arbejdsgiverideen om at indføre et bureaukratisk kontrolsystem, og ingen lærer ved sine fulde fem kan påstå, at der er en særlig progressiv pædagogik forbundet med ØFU.

Hvis derimod dagsordenen for de kommende forhandlinger blot er at fordele lidt om og holde os hen med snak, eller som Anker Boye udtaler til Politiken: 'mere undervisning for pengene, simpelthen', så er der jo intet at forhandle om.

Man husker, hvordan kommunerne for fåår siden indførte elevtalsstyrede budgetter og skar ned, endog inden de store årgange var kommet ud af porten. Bør vi ikke forvente, at de nu mindst øger budgetterne i takt med børnetallet?

Men sådan er tilværelsen ifølge Boye ikke længere skruet sammen. 'Ganske vist kommer der nye elever, som koster flere penge, men det er så muligt at forbedre ressourceudnyttelsen. Det er nødvendigt, at den gennemsnitlige udgift per elev sættes ned.'

Eftersom Anker Boyes vision altså ikke inkluderer ekstra løn, så er der kun til finansiering af folkeskolens fremtid: en kraftig forhøjelse af klassekvotienten. Er det det, socialdemokrater vil, så velbekomme. De har desværre komfortabelt flertal sammen med radikale og venstrefolk.

Troels Jacobsen

Lynge